Madrid, 15/09/2025 - 21:55
Medier: Spanien trækker sig fra israelsk militærkontrakt
I sidste uge præsenterede Spaniens premierminister ni tiltag, der "skal stoppe folkedrabet" i Gaza.
Af: /ritzau/
Spanien har trukket sig fra en israelsk militærkontrakt til en værdi af knap 700 millioner euro. Det svarer til 5,2 milliarder kroner.
Det viser et officielt dokument, som nyhedsbureauet AFP har set.
Også det israelske medie Haaretz skriver, at de har erfaret, at Spanien har annulleret milliardkontrakten.
Kontrakten omhandlede ifølge medier israelsk-designede raketaffyringssystemer.
Ordren er ikke det første israelsk-affilierede våbenkøb, som spanierne har stoppet over det sidste stykke tid.
Senest i juni oplyste Spaniens forsvarsministerium ifølge flere nyhedsbureauer og israelske medier, at landet havde annulleret en aftale om panserværnsmissilsystemer, som skulle have været produceret i Madrid af et datterselskab tilhørende et israelsk firma.
Kontrakten blev ifølge medierne anslået til at have en værdi på 285 millioner euro svarende til 2,1 milliarder danske kroner.
Også i april blev en ordre på 15 millioner israelsk-producerede projektiler annulleret, skriver The Times of Israel.
Den nyeste melding om annullering af våbenkontrakten kom ifølge AFP efter Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, i sidste uge offentliggjorde ni tiltag målrettet mod at "stoppe folkedrabet i Gaza og retsforfølge dets gerningsmænd".
Blandt tiltagene er en lov, der formelt fastslår et forbud mod køb og salg af militærudstyr med Israel.
Derudover præsenterede Sánchez et forbud mod brugen af spanske havne og luftrum til transport af våben eller brændstof til det israelske militær samt en forøgelse af Spaniens humanitære bistand til Gaza.
Det er ikke kun på politisk niveau, at Spanien markant støtter op om Gaza.
Søndag stoppede massive propalæstinensiske demonstrationer i Madrid det store spanske cykelløb Vuelta a España, der på løbets sidste dag blev afblæst.
Derudover truer landet med at boykotte næste års Eurovision, hvis Israel deltager. Det sagde den spanske kulturminister, Ernest Urtasun, mandag til spansk radio.
/ritzau/