Viborg, 09/07/2025 - 15:42
Viborg forholder sig i ro trods manglende træner før sæsonåbner
20. juni sendte Viborg cheftræner Jakob Poulsen til AGF, men en erstatning er ikke faldet på plads endnu.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Med ni dage til superligastart mangler Viborg FF endnu at finde en ny cheftræner.
20. juni solgte klubben fra domkirkebyen Jakob Poulsen til AGF, og det tomme trænersæde er fortsat ledigt.
Selv om Viborg selv tager del i åbningskampen af Superligaen, når FC København gæster det jyske, tager sportschef Mads Agesen det med ophøjet ro.
- Vi er stadig i processen med at finde den rigtige mand til vores miljø. Det handler meget mere om, at vi finder den rigtige træner, i stedet for at finde en der absolut skal stå der til den første kamp, siger Mads Agesen.
- Jeg er ikke så nervøs, og vi er et rigtig godt sted. Vi arbejder med nogle spændende og gode kandidater i et interessant felt.
Om klubben er tæt på at præsentere en ny cheftræner er "svært at svare på", lyder det.
Timingen med afgangen af tidligere cheftræner Jakob Poulsen var dårlig, erkender sportschefen. Viborg og AGF fandt dog frem til en "god aftale".
Klubben var forberedt på trænerafskeden, men Viborg vil gerne sætte barren højt for en ny chef på sidelinjen.
- Vi har haft en liste klar, men det at aktivere nogle kandidater er bare ikke let. Når vi løfter ambitionsniveauet, så bliver sværere at få noget i mål, forklarer Mads Agesen.
- Det komplicerer tingene, når vi for eksempel rækker ud til en person, der er i arbejde et andet sted. Det har taget længere tid end håbet, men jeg havde forventet, at det ville blive svært.
Assistenttræner Nickolai Lund står for den daglige ledelse af Viborg-holdet i de igangværende forberedelser til den nye sæson.
Sportschefen og assistenttræneren har "gode samtaler", og Mads Agesen er tryg ved, at Nickolai Lund har det midlertidige ansvar.
- Men om han er en kandidat til jobbet eller ej, holder vi mellem os, siger han.
Opgøret mellem Viborg og FCK fløjtes i gang 18. juli klokken 19.
/ritzau/