Jimmy Carters mor, Lillian, kunne dårligt tro, hvad hun hørte, da han fortalte, at han ville stille op for at blive USA's næste præsident.

Ikke mange levnede ham store chancer. En jordnøddefarmer fra sydstaten Georgia.

Søndag døde Jimmy Carter i en alder af 100 år. Som ekspræsident og en stærkt hædret mand.

Ingen kunne længere huske, hvornår USA sidst havde haft en præsident fra det dampende syden.

I begyndelsen af 1976 havde ugemagasinet Newsweek en karikaturtegning på forsiden med alle de håbefulde demokratiske præsidentkandidater. I første række stod de velkendte navne - Mondale, Udall, Jackson.

På bageste række og i kanten af tegningen forsøger en lille blond mand med et kæmpegrin at gøre opmærksom på sig selv.

De fleste havde dårligt hørt om ham før: En guvernør i staten Georgia ved navn Jimmy Carter.

Men det politiske establishment og de lærde kommentatorer skulle få sig en lærestreg. Han strøg til sejr ved valget i 1976 over den siddende republikanske præsident, Gerald Ford.

Den korte udlægning af Carters fire år som præsident fra 1977 til 1981 er fiasko. Men betingelserne var svære.

Da Carter trådte til, rasede den kolde krig, USA var stadig som et såret dyr efter den æreløse krig i Vietnam og Watergate-skandalen, som tvang præsident Richard Nixon til at træde tilbage.

USA var allerede i krise, da den anden oliekrise satte ind i 1978, arbejdsløsheden voksede.

På toppen af alle kriserne kom shahens fald i Iran og den islamiske revolution, som førte til, at 66 amerikanske borgere i 444 dage blev holdt som gidsler på USA's ambassade i Teheran. Og en militær undsætningsaktion floppede fælt.

Det blev Carters endelige forsmædelse.

Men han er også blevet kaldt den bedste ekspræsident, USA har haft. For han vendte ikke verden ryggen, da han vendte hjem til Georgia. Sammen med sin trofaste partner, konen Rosalynn, stiftede han Carter Center.

Parret fortsatte, indtil de var meget gamle, med at drive sundhedsprojekter i den tredje verden.

Jimmy Carter var en utrættelig valgobservatør og mægler i konflikter i Mellemøsten, Haiti og Bosnien. Han forhandlede med diktatoriske regimer som Nordkorea, når den amerikanske regering ikke turde eller ville. Han fik frigivet fanger, når det så allermest håbløst ud.

En alvorlig kræftsygdom i hjernen, der ramte ham i en sen alder - i 2015 - overvandt han gennem den nye behandling immunterapi.

Hans internationale engagement og kamp for menneskerettigheder sikrede ham i 2002 Nobels fredspris.

- Folk undervurderer potentialet hos en tidligere præsident, sagde han senere.

James Earl Carter blev født den 1. oktober 1924 i landsbyen Plains i det sydvestlige Georgia. Faderen var farmer og moren sygeplejerske. Han voksede op blandt sorte landarbejdere, mens raceadskillelse var tidens orden.

- Min far ville målt med nutidens standard blive anset som meget konservativ i racespørgsmål, hvilket var helt almindeligt på den tid i Georgia. Mor gik aldrig op i det, fortalte han.

Som sygeplejerske var moren vant til at behandle hvide som sorte på egnen, og hun var midt under 1930'ernes depression med til at nedbryde barrierer, uanset hvad faderen mente om det, sagde Carter senere.

Han blev tidligt religiøst vækket og var livet igennem en stærkt troende baptist.

Den unge Carter var officer i syv år i den amerikanske flåde, inden han vendte hjem og overtog faderens farm. Men hans ambitioner var større. Depressionens erfaringer og racediskriminationen var med til at anspore hans politiske engagement. Via Georgias kongres rykkede han i 1970 ind som statens demokratiske guvernør.

Det var på baggrund af politisk lede efter Vietnam og Watergate, at amerikanerne i 1976 foretrak en kandidat, der ikke havde sin base og forbindelser i Washington, men i det fjernere Georgia. Der var noget frejdigt over den altid storsmilende Carter.

Men smilet stivnede med alle de indenlandske og internationale kriser, der hobede sig op på den nye præsidents skrivebord i Det Ovale Værelse.

Under oliekrisen, som var påført af olielandene i Opec, mindede han forgæves amerikanerne om, at de måtte spare på energien og gøre sig uafhængig af olie fra den arabiske verden. Han satte solfangere på Det Hvide Hus' tag, men de blev pillet ned igen af hans republikanske efterfølger, Ronald Reagan.

En af hans få varige sejre kom i 1978. Her fik han Israel og Egypten til at underskrive en aftale i Camp David, hvor Egypten som det første arabiske lande anerkendte Israel.

Han forsøgte uden held at blive genvalgt i 1980. Gidselkrisen i Iran fulgte ham plagsomt til den sidste dag i embedet. Samme dag, som Ronald Reagan blev taget i ed som præsident, frigav iranerne de sidste gidsler.

/ritzau/