Oslo, 12/11/2025 - 13:14
Forlag indrømmer flere fejl i ny bog om Marius Høiby
Det er den anden bog om den norske kronprinsessens søn, hvor forlaget efter udgivelse har indrømmet fejl.
Jonas Fæste Laksekjøn/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En ny bog om den norske kronprinsesses søn Marius Borg Høiby indeholder flere fejl.
Det erkender Alexander Even Henriksen, administrerende direktør i Bonnier, der er forlaget bag bogen "Ude af kontrol", som er kommet på hylderne i norske butikker onsdag.
Udmeldingen fra Bonnier kommer, efter at Høibys advokater over for norske TV 2 har påpeget flere fejl i bogen - blandt andet i tiltalerne mod ham.
- Tiltalen er et langt juridisk dokument, som vi i bogen har forsøgt at forenkle og gøre mere forståeligt for læseren. I dette arbejde er der desværre sket nogle fejl. Det beklager vi på det kraftigste og retter i nye oplag, siger Bonnier-direktøren til NRK.
Også i bogen "Hvide striber, sorte får", der ligeledes omhandlede kronprinsessens søn, måtte forlaget Aschehoug efter udgivelsen indrømme, at bogen indeholdt en række fejl.
Der har blandt andet været fokus på en hændelse, der er beskrevet i bogen, hvor civile betjente skulle have observeret Høiby sælge kokain i Oslo.
Ifølge Høibys advokater er det forkert, og advokaterne har efterfølgende forsøgt at standse salget.
Den nye bog kommer ikke kun ind på Marius Høiby, men ifølge NRK kritiseres også hans mor, kronprinsesse Mette-Marit, for sin håndtering af sagerne mod ham.
- Mette-Marit er derimod gået længere, end hvad hendes rolle tillader, og selv om motivationen var menneskelig, så har det sat hendes ægtemand (kronprins Haakon, red.) i en ekstremt krævende situation, lyder det blandt andet i bogen ifølge NRK.
Derudover hævder forfatteren bag bogen blandt andet, at kronprinsessen har blandet sig i, hvordan pressen har håndteret sagen om hendes søn, og at hun over telefonen har kontaktet en af de kvinder, der har anmeldt Høiby.
/ritzau/




