New York, 20/04/2025 - 01:22
Tusindvis demonstrerer mod Trump i amerikanske storbyer
I blandt andet New York City og Washington D.C. er folk lørdag gået på gaden med kritik af præsident Trump.
Caitlin Ochs/Reuters
Af: /ritzau/AFP
I USA har tusindvis af indbyggere på tværs af flere byer lørdag samlet sig til demonstrationer mod landets præsident, Donald Trump.
I storbyen New York stod demonstranterne foran byens hovedbibliotek med skilte, hvor der blandt andet stod "Ingen konger i USA" og "gør modstand mod tyranni".
Også Trump-administrationens deportationer af migranter var et tema i demonstrationen, hvor de amerikanske grænsemyndigheder, ICE, blev mål for kritik.
Trump har blandt andet brugt en lov fra 1798 til at sende en række venezuelanske mænd, der ifølge hans administration er bandemedlemmer, til et højsikkerhedsfængsel i El Salvador.
- Ingen ICE, ingen frygt, migranter er velkomne her, var således blandt demonstranternes slagord.
I hovedstaden Washington D.C. var demonstranter bekymrede for, at Trump udgør en trussel over for flere elementer af landets forfatning - heriblandt retten til en retfærdig rettergang.
Administrationen udfører "et direkte angreb på idéen om retsstaten og idéen om, at regeringen ikke skal mishandle folk, som bor her i USA, siger den 41-årige Benjamin Douglas til AFP uden for Det Hvide Hus.
- Vi er i stor fare, lyder det fra den 73-årige demonstrant Kathy Valy. Hendes forældre overlevede holocaust.
Ifølge hende er hendes forældres beretninger om, hvordan Nazitysklands Adolf Hitler kom til magten, "det, der sker her".
- Der er dog det, at Trump er meget dummere end Hitler og end andre fascister, siger hun.
Også i den konservative delstat Texas var der i kystbyen Galveston en mindre demonstration mod Trump.
- Det her er min fjerde demonstration. Normalt ville jeg vente til næste valg, siger den 63-årige Patsy Oliver.
- Det kan vi ikke gøre nu. Vi har allerede mistet for meget.
Bag planlægningen af lørdagens demonstrationer stod gruppen 50501.
Gruppens navn skal repræsentere 50 demonstrationer i 50 delstater via én samlet bevægelse.
Gruppen siger ifølge AFP, at der lørdag i alt var planlagt omkring 400 demonstrationer på tværs af landet.
/ritzau/AFP