Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/12/2023 - 08:00

BLÅ BOG: Birthe Kjær

Af: Af Amalie Dinesen, Ritzau Fokus

* Birthe Kjær er sanger og revyskuespillerinde.

* Det er 55 år siden i år, at Birthe Kjær blev trukket til side af produceren Johnny Reimar og fik en pladekontrakt.

* Hun slog igennem i 1968 med "Arrivederci Franz" i radioprogrammet Dansktoppen, hvor hun også fik succes med sange som "Den knaldrøde gummibåd" og "Sommer og sol".

* Sangerinden fik i 1972 debut på revyscenen i blandt andet Sans Souci, hvor hun især blev kendt for visen "Jeg skal aldrig til bal uden trusser".

* Hun har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix, hun fik førstepladsen med "Vi maler byen rød" i 1989.

* Birthe Kjær har haft sit eget show, "Med Kjærlig hilsen", på DR, og senere var hun vært på kærlighedsquizzen "Vildt forelsket" på TV3.

Kilder: Den Store Danske og Ritzau.

/ritzau/

København, 07/02/2025 - 16:20

Dansk stjerne spiller Willem Dafoes datter i ny film

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Pigen med nålen-aktuelle Vic Carmen Sonne står over for selveste Willem Dafoe i en ny film, der beskrives som en blanding mellem "The Great Gatsby" og "Festen".

Den fremadstormende danske stjerneskuespiller Vic Carmen Sonne bliver nu genforenet med Hollywood-veteranen Willem Dafoe.

De havde begge roller i tredje sæson af Lars von Triers trilogi "Riget", der med undertitlen "Exodus" havde premiere i 2022.

Nu står den 69-årige amerikaner og den 30-årige dansker over for hinanden som far og datter i den kommende film "The Birthday Party".

Det skriver flere medier, herunder amerikanske Variety.

Ifølge Variety udspiller "The Birthday Party" sig i slutningen af 1970'erne et sted i Middelhavet på en ø, hvor forretningsmanden Marcos Timoleon i skikkelse af Willem Dafoe holder en overdådig fødselsdagsfest for sin datter og eneste arving, Sofia, spillet af Vic Carmen Sonne.

Han planlægger i smug en stor beslutning på hendes vegne. Men som aftenen skrider frem, venter et uundgåeligt sammenstød mellem de to og en chokerende afslutning, skriver Variety videre om handlingen.

Vic Carmen Sonne delte i november en række billeder på Instagram i selskab af Willem Dafoe med ordene:

- Ikke et øjeblik er taget for givet.

Ifølge det danske medie Kino.dk bliver filmatiseringen beskrevet af produktionsselskabet bag som en blanding af det historiske romantiske drama "The Great Gatsby" og Thomas Vinterbergs-dogmeklassiker "Festen".

"The Birthday Party" er baseret på romanen af samme navn forfattet af græske Panos Karnezis og udgivet i 2007.

Filmatiseringen med Vic Carmen Sonne og Willem Dafoe vil ifølge Variety blive præsenteret for potentielle købere ved European Film Market, som slår dørene op i anledning af den internationale filmfestival i Berlin, som afholdes fra 13. til 23. februar.

Derfor har filmen endnu ingen premieredato.

Vic Carmen Sonne er netop nu aktuel i "Pigen med nålen" over for Trine Dyrholm.

Dramaet, som er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film, udspringer af den virkelige historie om Dagmar Overby, der i 1921 blev dømt for drabene på ni spædbørn, som kvinder i ulykkelige omstændigheder havde givet hende, i troen på at hun ville finde et fint hjem til dem.

Både Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm var nomineret til en europæisk Oscar, European Film Awards, for deres præstationer i filmen.

Willem Dafoe har været nomineret til fire Oscars. Den første nominering fik han i 1987 for "Platoon". Den seneste modtog han i 2019 for sit portræt af maleren Van Gogh i filmen "Ved evighedens port", som også havde danske Mads Mikkelsen på rollelisten.

Den amerikanske stjerneskuespiller har modtaget en dansk Bodil-statuette for sin hovedrolle i Lars von Triers "Antichrist" fra 2010. Samme instruktør, som førte til det første samarbejde med Vic Carmen Sonne.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/02/2025 - 15:22

Filminstruktør Jens Ravn er død - 84 år

Instruktøren bag blandt andet den populære tv-serie "Fiskerne" er død i en alder af 84 år.

Instruktør og tidligere rektor for Filmskolen Jens Ravn er død 84 år. Han døde natten til tirsdag på et hospital i Frankrig.

Det oplyser hans hustru til Ritzau.

Jens Ravn var forfatter, producent og filminstruktør. Han instruerede blandt andet den populære tv-serie "Fiskerne", der blev vist på DR første gang i 1977.

Jens Ravn færdiggjorde sin filmuddannelse på Palladium i 1963 og debuterede som spillefilminstruktør i 1969. I perioden 1973 til 1975 var han rektor på Den Danske Filmskole.

Jens Ravn har været kendt for serien "Fiskerne" baseret på Hans Kirks roman om en gruppe fiskere, der er flyttet fra Vestkysten ind i Limfjorden. Her følger man deres rejse, hvor de starter på en frisk. Serien er tilgængelig på DR Gensyn.

Jens Ravn står også bag den psykologiske sci-fi-thriller "Manden der tænkte ting", som blev vist på filmfestivalen i Cannes i 1969.

Senere har han beskæftiget sig med produktion af kort- og dokumentarfilm, hvor han både har haft rollen som producent og instruktør.

Jens Ravn har også tidligt i sin karriere beskæftiget sig med dokumentarfilm.

Allerede da Jens Ravn var i starten af 20'erne fik han lov at arbejde med en af Danmarks helt store instruktører.

Ravn var nemlig instruktørassistent på Carl Th. Dreyers film "Gertrud" fra 1964. Filmen fik Bodilprisen for årets bedste danske film.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 07/02/2025 - 10:00

FAKTA: Banken vil tjene penge på dig

* Når du skal til et møde med din bank, kan det måske føles, som om du kommer med hatten i hånden og vil bede om tilladelse til noget. Men sådan bør du ikke opfatte mødet.

* For banken er en erhvervsvirksomhed, der er interesseret i at tjene penge på dig som kunde.

* Du kan tilbyde banken de penge, som du vil bruge til at købe bankens produkter.

* Du er derfor i din gode ret til at forhandle om prisen og indhente tilbud i andre banker.

Kilde: raadtilpenge.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 07/02/2025 - 10:00

Klar til at prutte om gebyrer? Det kan du forhandle om med banken

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Flere er tilbageholdende med at forhandle med banken, men det kan ofte betale sig. Især med en sund økonomi kan du prøve at få bedre renter og lavere gebyrer.

Forholdet mellem banken og bankkunden kan sommetider forekomme ulige, fordi det kan se ud, som om banken har alle kortene på hånden.

Men du kan forhandle med din bank og prutte om priserne. Det bør du også huske at gøre.

Sådan lyder anbefalingen fra Erik Fraas, som er uvildig privatøkonomisk rådgiver og indehaver af rådgivningsfirmaet Pør.

- Det kan være, at banken kan give en lavere rente på et lån eller sløjfe nogle af gebyrerne, siger han.

- Men normalt foretrækker en bank at give rabat på gebyrer, da renten giver en mere stabil indtjening over en længere periode.

Han vurderer, at du typisk vil opleve, at det er nemmere at forhandle med banken, hvis du har en sund økonomi, fordi banken så løber en mindre risiko.

- Det vil alt andet lige også være nemmere at shoppe rundt mellem banker, fordi man bliver vurderet til at være en attraktiv kunde, siger han.

Men for nogle kan det godt føles som en stor mundfuld at skulle forhandle med banken. Det fortæller privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

- Helt generelt tror jeg, det er rigtigt, at vi ikke er så gode til at forhandle i Danmark, fordi vi bevæger os ind i noget, der lugter lidt af konflikt, og det vil vi helst ikke, siger han.

- Men selvfølgelig kan og bør man prøve at forhandle sig til bedre renter og lavere gebyrer i sin bank.

Ifølge Brian Friis Helmer er der konkurrence mellem bankerne om kunderne, og det er derfor også i en banks interesse at give et tilbud, der er fordelagtigt for både kunden og banken.

- Så kan det også være, at der kan drejes lidt yderligere på nogle knapper, efter at der er blevet forhandlet eller kigget på det samlede kundeforhold.

Der er udgifter, som du normalt ikke kan få billigere, såsom afgifter.

Et gebyr, du ikke kan prutte om, når du skal købe bolig, er den såkaldte bidragssats. Den bliver opkrævet løbende af realkreditinstituttet for at administrere dit realkreditlån - altså dit boliglån.

Det siger Jens Hjarsbech, som er cheføkonom i Mybanker, der blandt andet sammenligner priser hos de danske banker.

- Det gode råd er fortsat, at man skal sørge for at indhente tilbud fra flere banker og bruge dem til at presse sin bank ned i pris, siger han.

- Desuden gør det ikke noget, at ens bank får at vide, at man kigger sig om efter en anden bank. Jeg hører ofte fra nogle, der har fået et langt bedre tilbud, når først banken har fundet ud af, at man måske er på vej væk.

En bank er en privat virksomhed, der skal og gerne vil beholde sine kunder for at kunne tjene penge, tilføjer Jens Hjarsbech.

- I perioder forsøger banker at tiltrække specifikke kundetyper med bedre vilkår og tilbud. De sigter især mod yngre kunder, som kan have et langvarigt kundeforhold, siger han og uddyber:

- For nylig har vi også set, at flere banker tilbyder en lavere rente på boliglån, hvis man skal købe en ny bolig frem for at tage et nyt lån i sin eksisterende bolig.

Grundlæggende er der tale om det samme lån, men ifølge Jens Hjarsbech prøver bankerne at tiltrække boligkøbere, fordi de er mere tilbøjelige til at skifte bank.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek