Moskva, 24/02/2026 - 02:08
Færdselsbetjent dræbt i eksplosion i det centrale Moskva
En mand har detoneret en sprængladning nær en patruljevogn i Moskva. Både manden og en betjent er døde.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En politibetjent har mistet livet, mens yderligere to betjente er blevet såret, efter at en mand har detoneret en sprængladning nær en patruljevogn i den centrale del af Ruslands hovedstad, Moskva.
Det skriver Ruslands indenrigsministerium natten til tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Eksplosionen skete 00.05 lokal tid - klokken 22.05 dansk tid - nær togstationen Savjolovskij vokzal, meddeler ministeriet.
I udtalelsen fremgår det videre, at gerningsmanden nærmede sig færdselsbetjentene, der sad i deres patruljevogn, hvorefter han detonerede sprængladningen.
Gerningsmanden døde på stedet, skriver ministeriet.
Der er umiddelbart ikke blevet offentliggjort information om identiteten på den afdøde og formodede gerningsmand, ligesom ministeriet ikke har udtalt sig om et motiv for eksplosionen.
Tilstanden på de to sårede betjente er heller ikke umiddelbart oplyst.
Den Russiske Efterforskningskomité (ICRF) der efterforsker alvorlig kriminalitet, oplyser, at komitéen har åbnet en sag om forsøg på drab på en retshåndhævende embedsmand og om ulovlig besiddelse af sprængstoffer.
Det er ikke første gang, at en færdselsbetjent mister livet under en eksplosion i den russiske hovedstad.
I slutningen af december blev to færdselsbetjente dræbt i Moskva, da en formodet gerningsmand detonerede en sprængladning nær betjentenes patruljevogn. Også ved dette tilfælde mistede den formodede gerningsmand livet.
Flere fremtrædende russere er også de seneste år blevet dræbt i eksplosioner i Rusland. Det gælder blandt andet den russiske general Fanil Sarvarov, der i december blev dræbt i en bileksplosion i Moskva.
I april sidste år blev den russiske general Jaroslav Moskalik dræbt af en bilbombe i byen Balasjikha uden for Moskva, mens Igor Kirillov i december 2024 blev dræbt af en bombe, der var placeret på en scooter i Moskva.
Kirillov var leder af Ruslands forsvarsstyrker inden for radioaktiv, kemisk og biologisk krigsførelse.
Rusland har tidligere beskyldt Ukraine for at stå bag flere af eksplosionerne.
Tirsdag er fireåret for Ruslands invasion af Ukraine.
/ritzau/




