Neuchatel, 03/07/2025 - 18:47
Pernille Harder led efter 1-6-lussing: Magda støtter mig
En mere kynisk tilgang kan være nøglen til succes mod Sverige i EM-premieren, mener kaptajn Pernille Harder.
Anke Waelischmiller/Sven Simon/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kæresteparret Pernille Harder og Magdalena Eriksson er fredag igen på hvert sit hold, når Danmark og Sverige brager sammen ved EM i Schweiz.
Eriksson har håneretten, efter at Sverige i 2025 har slået Danmark 2-1 og 6-1 i Nations League, men forsvarsspilleren har ikke gjort den store brug af den, afslører Harder.
Efter en del hårde dueller mellem de to i 1-2-kampen i Odense i februar, sad Eriksson ude med karantæne, da Harder og Danmark i starten af juni fik store klø i Solna.
- Det tog lige nogle dage og i hvert fald en uge, inden jeg var helt ovre det nederlag. Men "Magda" støtter mig. Hun er god i de situationer. Hun hoverer ikke eller noget.
- Hun ved godt, hvordan hun skal agere. Kampene er specielle, men vi er begge gode til at se bort fra, at vi har mødt hinanden og til at være støttende bagefter, siger Harder.
Parret er i daglig kontakt under EM, men styrer uden om emner som taktik og andet afslørende, omend Danmark ifølge Harder med fordel kan lade sig inspirere lidt af svenskerne.
- Sverige har meget erfaring ved slutrunder, og de har mange spillere, der ved, hvordan man vinder kampe. De er lidt ligeglade med, hvordan det ser ud. Det behøver ikke være et flot opspil fra målmanden. De gør det nødvendige.
- Det kan vi lære lidt af. Vi har snakket om, at det vigtigste er at vinde kampe, og derefter må det gerne se flot ud.
- Vi skal selvfølgelig sætte hinanden godt op, og der skal ikke bare være med en lang bold. Men vi skal være kyniske både med og uden bolden.
Danmark har ikke haft nogen officiel testkamp siden lussingen mod Sverige, men har i løbet af EM-forberedelserne spillet en intern kamp og mødt et drengehold til træning for at afpudse taktikken.
- Selv om det ikke var rigtige kampe, betragtede vi dem som rigtige kampe og fik gode ting ud af dem.
- Vi har fået trænet vigtige ting frem mod kampen mod Sverige. Vi har ikke fået det testet af i en rigtig landskamp, men jeg håber, vi kan eksekvere det lige så godt i kamp, som vi har gjort i træning, siger den danske anfører.
Danmark og Sverige åbner deres EM-slutrunder fredag klokken 18.00 på Stade de Genève.
/ritzau/