Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 08/03/2026 - 02:16

Fire meldes dræbt efter angreb på hotel i det centrale Beirut

Et hotel i hjertet af Libanons hovedstad er blevet angrebet. Israel og Hizbollah retter missiler mod hinanden.

Ibrahim Amro/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Mindst fire personer er blevet dræbt, da et israelsk angreb har ramt en lejlighed i Ramada–hotellet i det centrale Beirut.

Det oplyser Libanons sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ti personer er blevet såret i angrebet, lyder det.

Det er ifølge Reuters det første angreb i hjertet af Libanons hovedstad, siden Israel og den Iran-støttede Hizbollah-milits begyndte at angribe hinanden tidligere på ugen.

Hotellet husede blandt andet fordrevne personer, der flygtede fra krigen i det sydlige Libanon og Beiruts sydlige forstæder. Nogle blev set forlade bygningen af frygt for yderligere luftangreb, skriver Reuters.

Der er normalt ikke nogen større tilstedeværelse af Hizbollah i området omkring Ramada-hotellet, skriver nyhedsbureauet AP.

Hotellet ligger i Raouche-kvarteret, som er et område populært blandt turister langs kysten.

Hotellet er ifølge AP populært blandt turister og forretningsrejsende.

Israels militær meddelte tidligere, at det havde begyndt en ny bølge af angreb mod Beirut. Militæret oplyste, at målene var de sydlige forstæder i Libanons hovedstad, som er kendt for at være Hizbollahs højborg.

Det israelske militær har ikke umiddelbart kommenteret hotel-angrebet i Beirut.

Israel begyndte at angribe mål i Libanon, efter at det nordlige Israel natten til mandag blev angrebet af Hizbollah med raketter fra Libanon.

Hizbollah-militsen støttes af Iran, som også spillede en rolle i grundlæggelsen af den shiamuslimske gruppe.

Konflikten mellem Israel og Hizbollah, som går flere årtier tilbage i tiden, er blusset op, samtidig med at Israel sammen med USA har angrebet Iran og har dræbt blandt andre den øverste iranske leder, ayatollah Ali Khamenei.

Lørdag meddelte Libanons sundhedsministerium, at næsten 300 mennesker er blevet dræbt i israelske angreb siden mandag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek