Herning, 17/05/2025 - 23:54
Røndbjerg efter drømmedebut: Det jeg håbede på i flyveren
Den hjemhentede forward lavede to mål i sin VM-debut og mærkede intet til jetlag efter rejsen fra Las Vegas.
David W Cerny/Reuters
Af: /ritzau/
De seneste par døgn er gået stærkt for Jonas Røndbjerg. Natten til torsdag sad han på tribunen, da hans klub, Vegas Golden Knights, røg ud af NHL-slutspillet.
Fredag aften spillede han så en hovedrolle for det danske ishockeylandshold i Herning mere end 8000 kilometer fra hjemmet i Las Vegas.
I karrierens første VM-kamp leverede den 26-årige nordsjællænder en pragtpræstation og scorede to gange, da Danmark besejrede Norge 6-3.
- Det var det, jeg håbede på, da jeg sad i flyveren på vej hjem. At gøre det på hjemmebane foran 10.000 danskere, det var alligevel noget nyt. Det har jeg ikke prøvet før, der var vildt god stemning, siger Jonas Røndbjerg.
Han landede i København sent torsdag aften og kørte efter en nats søvn til Herning for at slutte sig til holdet.
Da han løb ind på isen i Boxen mærkede han intet til jetlag.
- Jeg havde det faktisk fint derude. Jeg tror ikke, jetlaggen har ramt mig så hårdt endnu, der plejer lige at gå nogle dage, siger Jonas Røndbjerg.
Han blev sendt ind i førstekæden med Nicklas Jensen og Patrick Russell som to meget rutinerede makkere, og Russell er begejstret for sin nye kædekammerat.
- Det er fedt at se, at landsholdet er en stor prioritet for ham, og at kom ind i spillet så hurtigt. Han spillede en fantastisk kamp. Man kan godt forstå, han spiller i Nordamerika.
- Han spiller god, solid ishockey og passer godt ind i kæderne, og så har han et godt skud, som vi så her, siger Patrick Russell.
Det er ikke, fordi Røndbjerg er en driblekonge eller en kunstner på isen. Han er snarere den type, der i al ubemærkethed altid står de rigtige steder og gør sit arbejde færdigt.
- Jeg elsker sådan nogle hårdtarbejdende spillere. Han er måske ikke verdens mest "flashy" spiller, men du kan altid stole på ham.
- Han arbejdede stenhårdt både i defensiven og offensiven, og så scorede han endda to mål, lyder det fra Russell.
Der er naturligvis også plusser i landstræner Mikael Gaths karakterbog.
- Han gjorde alt det, vi havde håbet på. Ja, han lavede to mål, men han var også stærk i defensiven. Det var rigtig godt, siger landstræneren.
Med sejren over Norge er Danmark oppe på ni point efter seks kampe og kan spille sig i kvartfinalen med en sejr over Tyskland på tirsdag.
/ritzau/