Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Fredericia, 23/04/2026 - 15:40

En mand er blevet slemt forbrændt i ulykke med havelampe

Politiet fik en melding om brand på en villavej i Fredericia torsdag ved 13.30-tiden. To er på hospitalet.

Af: /ritzau/

To beboere i Fredericia er blevet forbrændt i en ulykke torsdag eftermiddag, skriver tvSyd.

En yngre mand og kvinde var ved at tænde en havelampe udenfor, men den eksploderede. Det fortæller indsatsleder fra Trekant Brand til tvSyd.

Manden blev ifølge regionalmediet alvorligt forbrændt i hovedet og på brystet, mens kvindens forbrændinger er på hænder og fødder.

Ekstra Bladet har skrevet, at to personer er blevet transporteret til hospitalet som følge af ulykken. Den ene blev hentet i lægehelikopter, mens den anden blev kørt fra stedet.

Politiet fik anmeldelsen om branden ved 13.30-tiden, og vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi kunne ved 15-tiden ikke oplyse Ekstra Bladet nærmere om de tilskadekomnes tilstand.

Branden fandt ifølge Fredericia Dagblad sted i et hus på Indre Ringvej. kort før klokken 15 har både brandbiler og en ambulance forladt adressen. Politiet arbejder dog stadig på stedet, skriver lokalmediet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek