West Palm Beach, 03/05/2026 - 01:22
Trump vil trække flere soldater hjem fra Tyskland
USA's forsvarsministerium har meddelt, at USA trækker 5000 soldater hjem. Det gælder dog flere, siger Trump.
Jim Watson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, vil trække langt flere end 5000 amerikanske soldater hjem fra Tyskland.
Det siger han lørdag til journalister i den amerikanske delstat Florida, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
- Vi vil skære kraftigt ned, og vi skærer langt mere end 5000, siger Donald Trump ifølge Reuters.
Præsidenten sætter dog ikke tal på.
Meldingen fra Trump kommer, efter det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, fredag annoncerede, at USA trækker 5000 soldater udstationeret i Tyskland hjem.
Tilbagetrækningen forventes at være gennemført om 6 til 12 måneder, oplyste Sean Parnell, som er Pentagons talsperson, fredag ifølge Reuters.
Beslutningen om at trække soldater hjem fra baser i Tyskland har vakt skepsis blandt flere af Donald Trumps republikanske partifæller.
Det gælder senator Roger Wicker og medlem af Repræsentanternes Hus Mike Rogers. De er begge medlemmer af Kongressens forsvarsudvalg.
Lørdag skrev de i en fælles udtalelse, at tilbagetrækningen "sender et forkert signal til Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.)".
Ruslands invasion af nabolandet Ukraine i 2022 førte til en forøgelse af den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa under USA's tidligere præsident Joe Biden.
Trumps beslutning om at gå sammen med Israel om at angribe Iran har øget kløfterne i relationerne på tværs af Atlanten. USA og Israel gennemførte de første angreb den 28. februar.
Trump truede i slutningen af april med at trække soldater hjem fra Tyskland.
Det kom, efter at den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, havde sagt, at Iran "ydmyger" USA i de fastlåste forhandlingerne om fred mellem de to lande.
Der var 36.436 aktive amerikanske soldater i Tyskland 31. december 2025, skriver AFP.
/ritzau/




