Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/05/2026 - 12:39

Tilsyn politianmelder Nordea for overtrædelse af hvidvaskloven

Nordea-selskab kalder det ude af proportioner, at det er blevet politianmeldt for overtrædelse af hvidvasklov.

Af: /ritzau/

Finanstilsynet har politianmeldt Nordea Finans Danmark, der er et datterselskab til Nordea, for overtrædelse af hvidvaskloven.

Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.

Det vurderes, at bankens datterselskab ikke har lavet en tilstrækkelig vurdering af en større kundegruppe, der har fået udstedt et kreditkort.

Nordea Finans Danmark skulle ifølge tilsynet have kigget nærmere på, hvorfor kunderne ønskede et kreditkort, og hvad det skulle bruges til.

- Det er Finanstilsynets vurdering, at der er tale om en systematisk mangel, står der i pressemeddelelsen.

- Finanstilsynet vurderer, at virksomheden dermed ikke har forholdt sig til, om der har været særlige risikofaktorer, der ud fra en hvidvask- og terrorfinansieringsvinkel har indebåret en øget risiko forbundet med kundeforholdet.

National enhed for Særlig Kriminalitet er blevet anmodet om at indlede en nærmere efterforskning af selskabet.

Politianmeldelsen er sket på baggrund af en inspektion, der blev udført mellem den 7. og 9. juni i 2023.

Nordea Finans Danmark, der tilbyder leasing og finansiering af forbrugsgoder, er grundlæggende uenig i tilsynets vurdering. Det skriver datterselskabet i en pressemeddelelse.

- Nordea Finans havde tilstrækkeligt kendskab til og havde risikovurderet kunderne, som var helt almindelige danskere og veletablerede virksomheder. Derfor er politianmeldelsen ude af proportioner, lyder det blandt andet.

Som en del af besøget i 2023 er selskabet blevet præsenteret for en bøde af tilsynet.

Nordea Finans Danmark oplyser ikke, hvor stor bødeforlægget er, men den er ifølge selskabet "markant ude af proportioner med de administrative mangler, som tilsynet mener at have konstateret".

Det er omkring 21.000 kundesager, der relaterer sig til politianmeldelsen.

Hverken selskabet selv eller tilsynet har haft mistanke om hvidvask i de pågældende sager, skriver Nordea Finans Danmark.

- Gruppen af privatkunder var helt almindelige danskere. En stor del af dem havde for eksempel købt en sofa eller en cykel på afbetaling og i den forbindelse også fået et kreditkort, siger direktør i Nordea Finans Danmark Tore Falkenberg i meddelelsen.

- Nordea Finans kendte i tilstrækkelig grad både kunderne, deres risikoprofil og formålet med kreditkortet. Der har også været løbende overvågning af brugen af kreditkortene.

Nordea Finans Danmark har omkring 200 fuldtidsansatte. Selskabet har kontorer i Aarhus og Taastrup.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek