Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Spøttrup, 01/08/2026 - 20:08

64-årig mand er død i husbrand på adresse vest for Skive

Politi og brandvæsen fandt afdød mand under husbrand vest for Skive. Undersøgelser skal fastslå brandårsag.

Af: /ritzau/

En 64-årig mand er fundet død i forbindelse med en husbrand i en villa ved Spøttrup vest for Skive.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Gorm Lauridsen.

Den 64-årige er identificeret, og de pårørende er underrettet.

- Klokken 16.25 får vi en anmeldelse om en brand i en villa. Brandvæsen, politi og ambulance kører ud til den, og der finder man ham, siger vagtchefen.

Politiet og brandvæsenet ved endnu ikke, hvad der har været skyld i branden.

- Vi undersøger sagen nu, og det kommer vi også til i de kommende dage, lyder det fra vagtchefen.

Området ved villaen er afspærret, mens undersøgelserne pågår.

Ifølge TV Midtvest har huset været overtændt, men der er kommet styr på branden.

RITZAU

TjekDet - faktatjek