Aabenraa, 08/07/2025 - 20:13
50-årig sigtes for at stjæle klokker ved seks jernbaneoverkørsler
Politi skal efterforske, om sigtet 50-årig mand har stjålet klokker, som manglede ved dødsulykke i Kliplev.
Af: /ritzau/
En 50-årig mand er tirsdag formiddag blevet anholdt for at have stjålet klokker ved seks forskellige jernbaneoverkørsler i Sønderjylland.
Han er sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politikommissær Martin Hess Pedersen kalder det "meget alvorligt, når man stjæler klokker, som er en del af sikkerheden ved en jernbaneoverkørsel".
Politiet skal nu efterforske, om tyverierne har forbindelse til en dødsulykke i Kliplev lørdag.
Her mistede en 24-årig mand livet, da han i en varebil stødte sammen med et InterCityLyn-tog på Kådnervej syd for Aabenraa.
Før ulykken var en ny klokke ved jernbaneoverskæringen blevet sat op af Banedanmark efter et tyveri.
Men søndag aften oplyste pressevagten hos Banedanmark til TV Syd, at også den nye klokke var forsvundet inden ulykken.
Politiet skriver i pressemeddelelsen, at den videre efterforskning nu skal klarlægge, om den formodede gerningsmand har stjålet de klokker, der forsvandt før ulykken.
Det skal også efterforskes, om han efterfølgende stjal en eller flere af de klokker, der manglede, da ulykken skete.
Der har ikke været grundlag for at varetægtsfængsle manden. Han er derfor løsladt igen, men stadig sigtet i sagen, skriver politiet.
Politiet efterforsker også selve ulykken. Det sker i tæt samarbejde med Havarikommissionen.
/ritzau/