Paris, 24/08/2025 - 21:03
USA kritiserer Macron for manglende handling mod antisemitisme
Der går ikke en dag, uden at "jøder bliver overfaldet på gaden" i Frankrig, skriver USA's ambassadør i brev.
Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Frankrigs regering har ikke gjort nok, når det kommer til at bekæmpe antisemitisme.
Sådan lyder det i et brev fra den amerikanske ambassadør i landet, Charles Kushner, til den franske præsident, Emmanuel Macron.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP, som har set en kopi af brevet.
- Jeg skriver ud af dyb bekymring over den dramatiske stigning i antisemitisme i Frankrig og manglen på tilstrækkelig handling fra din (Macrons, red.) regering til at konfrontere den.
- I Frankrig går der ikke en dag, uden at jøder bliver overfaldet på gaden, synagoger eller skoler bliver skamferet, eller jødisk ejede virksomheder bliver vandaliseret, lyder det fra Kushner.
Frankrig er hjemsted for Vesteuropas største jødiske befolkning på omkring en halv million mennesker.
Antallet af rapporterede antisemitiske handlinger i landet steg fra 436 i 2022 til 1676 i 2023. Sidste år faldt antallet til 1570 ifølge det franske indenrigsministerium, har AFP skrevet. Det specificeres ikke, hvad antisemitiske handlinger præcist dækker over.
Charles Kushner kommer selv fra en jødisk familie, og hans forældre overlevede Holocaust under 2. Verdenskrig.
Hans søn Jared Kushner er desuden gift med USA's præsident Donald Trumps datter Ivanka Trump.
Brevet er dateret til 25. august. Heri bemærker Kushner, at datoen markerer 81-året for, at hovedstaden Paris blev befriet fra den tyske besættelse, og at det "afsluttede deportationen af jøder fra fransk jord".
Derudover lyder det, at hadet mod jøder "er eksploderet siden Hamas' barbariske angreb den 7. oktober 2023".
Han henviser til den palæstinensiske militante bevægelse, som angreb Israel for næsten to år siden. Angrebet udløste den igangværende krig i Gaza.
I juli meddelte Emmanuel Macron, at Frankrig vil anerkende en palæstinensisk stat ved FN's Generalforsamling i september.
- Det mest presserende i dag er at få krigen i Gaza til at stoppe og sikre nødhjælp til civilbefolkningen, skrev Macron i et brev til den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas.
Men det møder kraftig kritik fra Charles Kushner. Sådanne tiltag "opmuntrer ekstremister, nærer vold og bringer jødisk liv i Frankrig i fare", lyder det.
Den franske præsident har ikke umiddelbart reageret på brevet.
/ritzau/AFP