København, 14/09/2026 - 06:21
Efterårsuge begynder tørt og slår over i regnbyger
Man behøver ikke at finde varmt tøj frem i den kommende uge, men en paraply er en god idé, siger meteorolog.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den kommende uge byder på klassisk efterårsvejr, der til tider har våde indslag.
Det fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Det giver lidt af det hele med både regn og sol, siger han.
Mandag starter køligt - især i det midtjyske.
- Temperaturen er nede på 6-8 grader, så hvis man skal ud at cykle, kan man godt mærke, at det er blevet efterår. Så skal man have noget varmt tøj på, siger han.
- Ellers er der en flot dag forude, for der kommer ingen nedbør. Himlen kommer til at veksle mellem solskin og skyet vejr. Temperaturen kommer op mellem 15 og 18 grader med en svag til jævn vind fra vest, siger Jesper Eriksen.
Tirsdag bliver ugens varmeste dag, siger meteorologen.
- Vinden går om i syd, og det er lidt varmere luft, der kommer over os. Det betyder, at det bliver 17-21 grader. Der kommer sol, men der kan også være lidt regn i luften - især i Jylland, siger han.
Ud på eftermiddagen kommer der mere regn til det jyske, og det bevæger sig længere østpå i løbet af aftenen og natten.
Resten af ugen giver klassisk efterårsvejr med lidt af det hele, siger Jesper Eriksen.
- Onsdag klarer det op med nogen sol, men også byger. Vinden går igen lidt over i vest, og temperaturen får et lille dyk nedad til 15-18 grader, siger han.
Torsdag og fredag kommer der perioder med regn og byger.
- Der får man brug for paraplyen, og det er stadig 15-18 grader, men der kommer lidt mere vind fra vest og sydvest efterhånden, siger Jesper Eriksen.
Overordnet set bliver det dog ikke en kold uge, påpeger meteorologen.
- Det bliver jo indimellem 15-18 grader om eftermiddagen uden vind og nedbør. Det kommer til at føles meget behageligt.
- I ugen som helhed får man ikke brug for det rigtig varme tøj, men i perioder får man brug for regntøj og gummistøvler, siger han.
Man må følge med i næste uge, hvis man er nysgerrig efter at finde ud af, om september byder på flere varme dage, siger Jesper Eriksen.
- Vi må se, hvad der sker - om der kommer de sidste krampetrækninger med noget varme. Det er ikke afgjort endnu, siger han.
RITZAU




