Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/02/2023 - 09:00

Ugift par? Derfor bør I overveje ægteskab

Ugifte samlevende er væsentligt dårligere stillet under samlivet og ved død end ægtefæller, der får en lang række rettigheder, siger advokat i familieret.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Hvis du som godt tre ud af ti par lever papirløst med din samlevende, kan det være, at du og din partner har overvejet, om I skal blive gift.

Og hvis du spørger en familieretsadvokat, er der ingen tvivl: Ægteskabet giver den bedste beskyttelse af jer begge to.

Det skyldes, at regler, der skal beskytte én, når det går galt, er skabt ud fra tankegangen om, at man er gift. Det siger Liv Dyrhauge-Klargaard, som er familieretsadvokat ved Meyn Advokater i Svendborg.

- Det er jo en noget gammeldags tanke, når vi kan se, at færre og færre er gift, når de får børn. Og de er ikke beskyttet af lovgivning, siger hun og tilføjer:

- Derfor plejer jeg at sige til et ugift par, der kommer ind på mit kontor, at de får den bedste og billigste beskyttelse ved at blive gift.

Hun forklarer, at det alene er dem, der er gift, som arver hinanden uden et testamente. Og det er som udgangspunkt kun gifte, som ved uenighed kan søge hjælp ved skifteretten til at dele deres værdier.

Der er dog undtagelser. Ifølge Domstolsstyrelsen kan ugifte få hjælp til at dele boet, hvis der er uenighed om deling af flere aktiver som hus, bil og indbo.

Men hvis I kun ejer fast ejendom sammen og vælger at gå fra hinanden, skal I løse en eventuel uenighed uden hjælp fra skifteretten.

Det kan være, at en af jer ikke ønsker at sælge jeres fællesbolig. Så er den anden stavnsbundet, hvis I ikke har fået lavet en samejeoverenskomst.

Med den kan I beslutte, hvad I skal gøre med for eksempel boligen, hvis I er uenige, og pengeinstituttet ikke vil acceptere gældsovertagelse.

Og et ugift par med mindreårige børn kan blive særligt hårdt ramt ved dødsfald, siger Liv Dyrhauge-Klargaard. For hvis parret har købt fælles bolig, og den ene af dem dør pludseligt, arver samleveren ikke efter afdøde. Det gør parrets fælles barn.

Når parterne ejer fast ejendom med friværdi, medfører det ofte, at ejendommen skal sælges, for at barnets arv kan sættes ind på en særlig forvaltningskonto. Den får barnet først adgang til efter myndighedsalderen.

Har parret ikke børn, er det den afdødes forældre, som arver.

Og det er jo nok ikke det, som man har tænkt som par, siger Liv Dyrhauge-Klargaard.

- Det er muligt at komme tæt på at have den samme status som gifte med et udvidet samlevertestamente. Men som samlevende skal du stadig betale arveafgift, hvis du arver efter en afdød partner. Det skal ægtefæller ikke.

Hun peger på, at der typisk er en i forholdet, som er mere tilbageholdende med at blive gift af frygt for at skulle dele ligeligt ved en eventuel skilsmisse. Men hun beroliger med, at man skal have boet sammen i en årrække, før aktiverne deles lige.

Det er til gengæld ikke helt uden betydning for ugifte, hvem der ejer hvad.

- Et klassisk scenarie er, at den ene samlever har betalt for hus og bil, mens den anden har betalt for mælk, rugbrød og charterrejser. Hvis de så går fra hinanden, står alle aktiverne i den enes navn, og den anden har intet, siger Liv Dyrhauge-Klargaard og tilføjer:

- Havde de været gift, ville de hver især få halvdelen af aktivernes værdi, uanset hvem af dem der ejer det.

/ritzau fokus/

København, 05/12/2023 - 22:30

FAKTA: Priserne til den årlige hyldest til dansk jazz

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Der var i alt ti priser på spil til dette års DMA Jazz, som hylder den danske jazzscene og årets udgivelser.

Tirsdag blev årets Danish Music Awards (DMA) Jazz afholdt i København.

DMA Jazz er en årlige prisfest, der hylder den danske jazzscene og sætter fokus på det forgangne års danske jazzudgivelser.

Aftenens vindere var nomineret og besluttet af DMA Jazz' Akademi.

Her får du et overblik over aftenens vindere:

* Årets Jazzudgivelse: Selvhenter - "Mesmerizer".

* Årets Jazzkomponist: Karmen Rõivassepp & Aarhus Jazz Orchestra - "Ambivalence".

* Årets Vokaljazzudgivelse: Marcela Lucatelli, Lars Pilgaard og Anders Vestergaard - "Necromancy".

* Årets Eksperimenterende Udgivelse: SVIN - "Introducing SVIN".

* Årets Nye Jazznavn: Nana Rashid - "Music for Betty".

* Årets Tværæstetiske Udgivelse: Aske Zidore & Anders Lauge Meldgaard - "Sange fra i dag".

* Årets Single: Tigeroak - "Living and Living".

* Børnejazzprisen: Musiksanseriet.

* P8 Jazz Prisen - Årets Ildsjæl: Michael Charles Gaunt for sit arbejde som bestyrelsesformand for Østersøjazz Festival.

* JazzDanmark Prisen - Årets Koncertoplevelse: Bazarjazz.

Kilde: JazzDanmark

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/12/2023 - 22:30

Jazzbandet Selvhenter får hovedpris ved DMA efter knap ti års stilhed

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det blev gruppen Selvhenter, der løb med aftenens hovedpris, da årets DMA Jazz blev afholdt i København.

Tirsdag aften er priserne ved årets Danish Music Awards (DMA) Jazz blevet uddelt på spillestedet Vega i København.

Aftenens vindere af hovedprisen, Årets Jazzudgivelse, blev gruppen Selvhenter, der vandt med albummet "Mesmerizer".

DMA Jazz er en årlige prisfest, som arrangeres af JazzDanmark. Den hylder den danske jazzscene og sætter fokus på det forgangne års danske jazzudgivelser.

Det er et særligt akademi, der nominerer og beslutter vinderen af de priser, som er på spil. Akademiet skifter hvert år og består af 13 fagrelevante personer fra Danmark og udlandet.

På scenen i Vega var det tidligere statsminister og jazzelsker Poul Nyrup Rasmussen, som kunne præsentere aftenens hovedpris.

Selvhenter skulle således på scenen igen - denne gang ikke for at optræde, som gruppen havde gjort tidligere på aftenen, men som vindere af prisen Årets Jazzudgivelse.

Efter næsten et årtis stilhed, vendte Selvhenter tilbage i juni med albummet "Mesmerizer", som er deres første album siden "Motion of Large Bodies" fra 2014, der cementerede dem som navn i dansk eksperimenterende musik.

Selvhenter består af Maria Bertel, Anja Jacobsen, Maria Diekmann, Jaleh Negari og Sonja LaBianca.

Karen Mukupa styrede slagets gang som vært for showet, hvor der skulle uddeles i alt 10 priser.

Aftenens første pris gik til Marcela Lucatelli, Anders Vestergaard og Lars Bech Pilgaards "Necromancy" for Årets Vokaljazzudgivelse, der viser, at vokaljazz ikke nødvendigvis hører til den bløde ende af spektret.

Årets Nye Jazznavn gik til Nana Rashid, som har taget både anmeldere og publikum med storm i løbet af 2023 og spås en stor fremtid. Hun kom senere tilbage på scenen for at optræde.

Blandt aftenens øvrige optrædende i Vega var også et sandt koryfæ at finde i skikkelse af sangerinden Daimi akkompagneret af Louisiana Jazzband.

Daimis karriere strækker sig tilbage til starten 1960'erne. Hun er særligt kendt for hits som "Chug-A-Lug" og "Jeg er sgu min egen".

I mere end 20 år har hun sunget med Louisiana Jazzband. Sammen satte de musikalsk punktum for aftenens prisuddeling.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/12/2023 - 09:00

FAKTA: Opskrift på brændte mandler

* Kom nogenlunde lige dele mandler og sukker i en pande eller gryde og tilsæt en smule vand. En basisopskrift er 200 gram mandler, 225 gram sukker og en deciliter vand.

* Du kan også pifte dine brændte mandler op med smage som lakridspulver, kanel, ingefær eller den japanske citrusfrugt yuzu.

* Varm blandingen op ved middelvarme, indtil al væsken er fordampet. Hold hele tiden øje med blandingen.

* Når væsken er fordampet, vil sukkeret begynde at karamellisere og sætte sig på mandlerne.

* Hæld blandingen ud på et stykke bagepapir, og fordel mandlerne. Husk, at underlaget skal kunne holde til varmen.

* Når mandlerne er kølet ned, kan du brække dem fra hinanden.

Kilder: Anders Kuk Kristensen, medejer og køkkenchef hos Ghrelin, og Mads Dalsborg, køkkenchef i Bjørnekælderen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 05/12/2023 - 09:00

Sådan laver du dine egne lækre brændte mandler

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

To professionelle kokke tager dig med i køkkenet, så du kan lære at lave klassiske brændte mandler eller pifte dem lidt op til dine julegæster.

Det er snart jul igen, og flere steder i landet breder den søde duft af brændte mandler sig fra gadesælgere.

Hvis du vil lave en stor portion til dig selv og dine julegæster, får du her kyndig vejledning fra to professionelle kokke.

Start med at finde en pande eller gryde, som du kan bruge til at lave dine brændte mandler.

Anders Kuk Kristensen, der er medejer og køkkenchef hos Ghrelin i Aarhus, bruger selv en wokpande, når han laver brændte mandler derhjemme.

- Det fungerer bedst med noget, som har lidt kant, siger han.

Basisopskriften til brændte mandler indeholder mandler, sukker og en smule vand.

Du kan i princippet frit vælge, hvilke mandler du bruger. Men kokken har selv sine præferencer.

- Jeg er lidt feinschmecker, så jeg bruger kun store spanske mandler. Men man kan også bruge billigere mandler. Fordelen ved store mandler er, at de bedre kan holde til den varme sukkermasse, siger han og tilføjer, at han også fjerner skallen.

Ifølge Anders Kuk Kristensen kan det betale sig at bruge den ekstra tid på at afskalle mandlerne, fordi det fjerner den bitre smag, som skallen kan have.

Du kan dog sagtens lave dine brændte mandler uden at fjerne skallen.

- Jeg plejer at bruge nogenlunde samme mængde mandler og sukker. Til 200 gram mandler bruger jeg for eksempel 225 gram sukker og én enkelt deciliter vand, siger han.

Kom alle ingredienser i en pande, og varm det hele op ved middel varme. Du skal være tålmodighed og hele tiden holde øje med blandingen.

Hvis du vil krydre dine brændte mandler med andre smage, foreslår Anders Kuk Kristensen, at du kommer en teske lakridspulver per 100 gram sukker i blandingen og en kvart vaniljestang.

Sådan foretrækker han at lave brændte mandler. Og fordelen ved at lave dem selv er, at du kan bruge de smage, som du selv kan lide.

Der er også andre måder at pifte mandlerne op, så dine gæsters ganer bliver overrasket.

Mads Dalsborg, der er køkkenchef hos Bjørnekælderen på Frederiksberg, foreslår, at du kommer en smule hakket ingefær eller den japanske citrusfrugt yuzu i sukkerblandingen.

- De giver brændte mandler en friskhed i smagen, og det er et godt alternativ til den ellers fede og tunge julemad, siger han og tilføjer:

- Sådan ville jeg give mine brændte mandler et twist.

Når du har kommet alle ingredienserne i panden, skal du vente på, at al væsken er fordampet.

Derefter vil sukkeret karamellisere og sætte sig på mandlerne, siger Anders Kuk Kristensen.

- Jeg tilføjer en skefuld smør og en fingerspids salt, når jeg kan se, at sukkeret begynder at sætte sig på mandlerne, siger han.

Når mandlerne er klar, fordeler du dem ud på et stykke bagepapir, så de kan køle ned. Husk at tænke over, om underlaget kan holde til den høje varme.

Vent, indtil mandlerne er kølet helt af, og så kan du brække dem fra hinanden og opbevare dem i en lufttæt beholder.

Og du skal ikke være bange for at lave for mange brændte mandler.

- De smager også godt som topping til en risalamande, siger Mads Dalsborg.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv