Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 21/08/2026 - 00:08

USA sender afløser for problemramt krigsskib i Mellemøsten

Der har været meldinger om mangel på mad, dårlige sanitære forhold og selvmordsforsøg på hangarskib.

Af: /ritzau/

Det amerikanske hangarskib USS "George Washington" er ankommet til Mellemøsten.

Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, torsdag i et opslag på det sociale medie X.

Det nye krigsskib er sendt til regionen efter meldinger om en række problemer på USS "Abraham Lincoln", som har deltaget i USA's krig mod Iran i månedsvis.

Flere medier har berettet om forværrede forhold på hangarskibet.

Familier til soldater har udtrykt bekymring over forholdene på skibet, og der har været meldinger om mangel på mad, udmattelse, dårlige sanitære forhold og selvmordsforsøg.

Der har blandt andet været meldinger om to tilfælde, hvor folk er hoppet over bord.

Det amerikanske militær har afvist historierne i medierne. Det samme har USA's præsident, Donald Trump, skriver nyhedsbureauet AFP.

USS "Abraham Lincoln" har været udstationeret siden november 2025, skriver AFP. Det forlod dengang Californien og satte kursen mod Det Sydkinesiske Hav.

Skibet blev dog omdirigeret til Mellemøsten forud for de amerikansk-israelske angreb på Iran, som begyndte i slutningen af februar.

Historierne om de forværrede forhold på hangarskibet har udløst fornyet kritik af Donald Trumps krig mod Iran.

RITZAU

TjekDet - faktatjek