København, 30/04/2025 - 19:52
To personer er i kritisk tilstand efter påkørsel i København
12 er kommet til skade, og to er i kritisk tilstand, efter påkørsel i København, oplyser politiet til TV 2.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
12 personer er kommet til skade, og to er i kritisk tilstand, efter at en bil ramte en menneskemængde på Sortedam Dossering på Nørrebro i København onsdag eftermiddag.
Det skriver TV 2, som har talt med Tommy Laursen, der er politiinspektør i Københavns Politi.
Sent onsdag eftermiddag oplyste vagtchef Jesper Frandsen til Ritzau, at politiet havde stykket et hændelsesforløb sammen fra vidner på stedet.
- Jævnfør disse forklaringer kører pågældende ad Sortedam Dossering i retning mod Nørrebrogade. I krydset inden Ravnsborg Tværgade kører han formentlig ind i noget vejarbejde og mister i den forbindelse herredømmet over køretøjet.
- Herefter fortsætter han og rammer en cyklist og kører op på fortovet ved Lagkagehuset, hvor der er udendørsservering, og så fortsætter han ad fortovet, hvor han påkører yderligere et antal mennesker, lød det fra vagtchefen.
Onsdag aften oplyser politiinspektør Tommy Laursen, at der er tilskadekomne indlagt på tre forskellige hospitaler. Det skriver B.T.
21 personer er blevet kørt på Bispebjerg Hospital, hvor de vil modtage psykologhjælp ifølge mediet.
Fordi den ældre mand er en af de tilskadekomne, har det endnu ikke været muligt at afhøre ham, oplyste Jesper Frandsen.
- Men hans forklaring er selvfølgelig en vigtig del af at få afklaret, hvad der er sket, lød det.
- Afhængig af vores undersøgelse kan det komme på tale, at han sigtes for brud på færdselsloven eller straffeloven. Men det er endnu for tidligt at sige.
Ifølge Ekstra Bladet var en mindre rød personbil involveret i ulykken.
Et øjenvidne har fortalt til TV 2, at bilen drejede pludseligt, og den ramte blandt andre en ung mand, der blev slynget op i luften.
Derefter kørte bilen videre ind i nogle langborde ude foran Lagkagehuset på Sortedam Dossering.
Man kunne blandt andet høre folk skrige og efterfølgende se mange løbe derfra, har et vidne sagt til B.T.
- Jeg hørte et stort brag og vendte mig om, og så så vi en masse mennesker løbe derfra, sagde han.
En ung kvinde har desuden fortalt Ekstra Bladet, at hun var tæt på at blive ramt af bilen, men at hun nåede at flytte sig.
Københavns Politi har ikke umiddelbart oplyst andet om, hvem de tilskadekomne er, end at chaufføren er i blandt dem.
/ritzau/