Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Randers, 12/06/2026 - 10:42

En mand er fundet død i Gudenåen

Intet tyder på, at den livløse mand, der er fundet i Gudenåen fredag, har været udsat for en forbrydelse.

Af: /ritzau/

En mand på 20 år er fredag morgen fundet død i Gudenåen ved Randers NV.

Det var klokken 07.56, at Østjyllands Politi fik en anmeldelse om den livløse person. Redningsmandskab fik ham op af vandet, og han blev erklæret død på stedet.

Den unge mand er fra Randers, og hans nærmeste pårørende er underrettet.

Der er intet, der tyder på, at han har været udsat for en forbrydelse, skriver politiet.

Anmeldelsen om den livløse mand kom, blot syv minutter efter at politikredsen havde fået en anden anmeldelse om en livløs person.

I det tilfælde er der tale om en kvinde, der blev fundet i vandet ved Marselisborg Havn i den sydlige del af Aarhus. Sagerne er ikke forbundne, og heller ikke i den sag er der noget, der indikerer, at der skulle være tale om en forbrydelse.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek