København, 13/10/2025 - 09:00
Tjek udløbsdatoen på din medicin og undgå fare
Tjek altid udløbsdatoen, inden du tager medicin. Du risikerer, at den er uden effekt eller måske endda farlig, hvis den er overskredet.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: Af Kristian Spinding Andersen, Ritzau Fokus
Det kan være nemt at overse en udløbsdato på medicin, hvis du er syg og mangler overskud.
Men når medicin overskrider udløbsdatoen, mister den ikke bare sin virkning, i nogle tilfælde kan det også være farligt at tage.
Det fortæller Stine Fabricius, farmaceut og sundhedsfaglig konsulent hos Apotekerforeningen.
- Medicin er testet til at være sikker og effektiv indtil udløbsdatoen. Når den er overskredet, begynder en nedbrydningsproces, der betyder, at effekten begynder at aftage. I sjældne tilfælde kan nedbrydningen danne stoffer, der er skadelige for helbredet.
- Hvis du for eksempel er livstruende allergisk over for insektstik og derfor er afhængig af en EpiPen, kan det faktisk være decideret livstruende, hvis udløbsdatoen er overskredet, fordi effekten af medicinen er aftaget, siger Stine Fabricius.
Hun slår til gengæld fast, at så alvorlige konsekvenser næppe forekommer, når der er tale om håndkøbsmedicin.
Med andre ord skal du ikke frygte for dit liv, hvis du er kommet til at spise en udløbet Strepsils.
- Hvis du har hovedpine, vil du højst opleve, at pillerne ikke rigtig virker, fordi effekten er aftaget. Det kan selvfølgelig være træls i momentet, men det vil ikke få videre konsekvenser for dit helbred, lyder det fra Stine Fabricius.
Hvordan man opbevarer medicin, har indflydelse på holdbarheden, så det er vigtigt, at du følger anvisningen.
- Der er nogle typer af medicin, der er meget følsomme over for fugt og høje temperaturer. Bliver medicinen udsat for det, er der risiko for, at den ikke virker optimalt.
- Nitroglycerinpiller mod hjertekramper skal altid opbevares i den originale beholder med låget lukket. Bliver den ikke det, fordamper det virksomme stof i medicinen, og så virker de ikke længere, forklarer Stine Fabricius.
Hun anbefaler at følge instrukserne på indlægssedlen, så du sikrer, at medicinen ikke mister sin virkning.
Ligger du inde med udløbet medicin, skal du sørge for at skaffe dig af med det på den rigtige måde.
Det falder nemlig ind under kategorien "farligt affald" og må derfor ikke smides i skraldespanden eller skylles ud i toilettet.
- Medicinaffald skal afleveres på apoteket i gennemsigtige poser, gerne i den inderste emballage som blisterpakning eller glas, siger Stine Fabricius og fortsætter:
- Alternativt kan du også skaffe dig af med det på genbrugsstationen, hvor der er en afdeling for farligt affald. Du kan altid henvende dig til personalet, hvis du er i tvivl om noget.
/ritzau fokus/