Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/05/2026 - 12:37

Landsret løslader 84-årig rwander fra Kalundborg

To måneder bag tremmer er til ende for en biavler fra Kalundborg. Han afviser deltagelse i folkedrab.

Af: /ritzau/

En rwandisk mand på 84 år skal løslades. Det har Østre Landsret bestemt fredag, og dermed er godt to måneder bag tremmer slut.

Varetægtsfængslingen blev sat i værk, mens Rigsadvokaten er i færd med at undersøge, om der er grundlag for at udlevere manden i en sag om indblanding i folkedrabet i Rwanda i 1994.

Men nu skal indespærringen altså ophøre, har landsretten besluttet.

I stedet skal manden aflevere sit konventionspas, oplyser hans forsvarer, advokat Eddie Khawaja.

I mange år har den 84-årige haft flygtningestatus i Danmark. Indtil anholdelsen i februar boede han i Kalundborg, hvor han blandt andet bruger tid i en kolonihave og er optaget af biavl.

I et retsmøde forleden afviste han at have været indblandet i forbrydelserne mod tutsierne tilbage i foråret og sommeren 1994.

- Det, som man anklager mig for, er noget, som nogen finder på, sagde han blandt andet.

Mange familiemedlemmer og venner var mødt frem i retten.

Varetægtsfængslingen skyldes beslutninger truffet af Retten i Holbæk, som har fulgt et krav fra National enhed for Særlig Kriminalitet.

Påstanden var, at den 84-årige skulle være frihedsberøvet, så han ikke kunne stikke af fra en eventuel beslutning om udlevering.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek