Belgorod, 06/04/2026 - 03:03
Østukrainske boliger meldes uden strøm efter droneangreb
I Donetsk blev lige knap en halv million boliger søndag meldt uden adgang til strøm som følge af luftangreb.
Stringer/Reuters
Af: /ritzau/
Russisk luftforsvar har over en periode på tre timer nedskudt 148 ukrainske droner over det sydlige og centrale Rusland.
Det oplyser Ruslands forsvarsministerium tidligt natten til mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Dronerne blev ifølge ministeriet neutraliseret mellem klokken 20 og 23 lokal tid - 19 og 22 dansk tid.
De ukrainske luftangreb har ifølge embedsmænd skabt strømafbrydelser flere steder. En frivillig i civilforsvaret meldes desuden dræbt i den russiske grænseregion Belgorod.
Borgmesteren i den russiske havneby Novorossijsk, Andrej Kravtjenko, melder desuden, at vragdele fra droner har ramt et højhus i byen. Der er ingen meldinger om tilskadekomne i den forbindelse.
På Krim-halvøen, som Rusland angreb og annekterede i 2014, melder guvernøren i Sevastopol, at havnebyen søndag har været udsat for fire droneangreb.
I den østukrainske region Donetsk, som Rusland kontrollerer størstedelen af, siger lederen af den russisk-indsatte regering, Andrej Tjertkov, at teknikere har genoprettet strømmen til byerne Donetsk og Makijivka.
Tidligere søndag meldte Tjertkov, at ukrainske angreb på energiinfrastrukturen havde efterladt lige knap en halv million husstande uden strøm.
Flere områder i regionen er fortsat uden strøm. Arbejdet med at genetablere forbindelsen til elnettet fortsætter natten til mandag.
Også i den østukrainske region Zaporizjzja, der er under delvis russisk kontrol, arbejder teknikere natten til mandag på at genoprette strømforsyningen efter det, som Reuters omtaler som omfattende strømafbrydelser.
Få dage før russisk militær natten til den 24. februar 2022 invaderede Ukraine, anerkendte den russiske præsident, Vladimir Putin, de to separatistregioner i Ukraine - Luhansk og Donetsk - som selvstændige.
Prorussiske separatister i regionerne havde kæmpet mod den ukrainske hær i områderne siden 2014.
Rusland har presset på for, at landet sikres fuld kontrol over Donetsk i en fremtidig fredsaftale. Det er et krav, som Ukraine har afvist.
/ritzau/




