Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/09/2026 - 14:31

Ahmed Samsam beder om at få straffesag i Spanien genoptaget

På årsdagen for højesteretsdom i Samsam-sagen har Ahmed Samsam bedt om at få straffesag genoptaget i Spanien.

Af: /ritzau/

Ahmed Samsam har onsdag ansøgt om at få genoptaget en spansk straffesag, hvor han i 2018 blev idømt otte års fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat (IS).

Ansøgningen er indgivet via Ahmed Samsams spanske advokat.

Det skriver René Offersen, der er advokat for Ahmed Samsam i Danmark, på LinkedIn.

For præcis et år siden afgjorde Højesteret, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) skulle anerkende, at Ahmed Samsam i forbindelse med sine rejser til Syrien i 2013 og 2014 arbejdede for efterretningstjenesterne.

Ahmed Samsam rejste i 2012 til Syrien for første gang. Efterfølgende rejste han til landet flere gange frem til 2014.

I juni 2017 blev Ahmed Samsam anholdt i Spanien. Året efter blev han dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Under retssagen mod ham sagde han, at han kæmpede for de syriske oprørere og ikke for Islamisk Stat. Derudover fortalte han, at han efter sin første rejse til Syrien var blevet hvervet af PET og FE.

RITZAU

TjekDet - faktatjek