Bern, 10/03/2026 - 22:21
Mindst seks personer mister livet i busbrand i Schweiz
Mindst seks er døde efter busbrand i det vestlige Schweiz, oplyser politi på pressemøde ifølge mediet SRF.
Af: /ritzau/
Mindst seks personer har mistet livet efter en brand i en bus i det vestlige Schweiz.
Det oplyser schweizisk politi på et pressemøde, skriver det schweiziske medie SRF.
Ulykken er sket i Kerzers i kantonen Freiburg.
Fire andre passagerer er blevet såret, lyder det videre.
SRF skriver, at bussen gik i brand omkring klokken 18.25.
Ifølge nyhedsbureauet AFP siger politiet, at det skete på hovedgaden i den lille by, der ligger omkring 20 kilometer vest for den schweiziske hovedstad, Bern.
Billeder og video, som er blevet sendt til mediet, viser en bus, der brænder kraftigt.
Ulykkesstedet er afspærret, og politiet har bedt offentligheden om at holde sig fra området, skriver SRF.
Ifølge mediet er en tilskadekommen person blevet fløjet fra Kerzers til universitetshospitalet i Zürich med helikopter.
/ritzau/




