Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/02/2026 - 18:32

SF vil hente 9,3 milliarder i formueskat og udvide barselsorlov

SF tilslutter sig Socialdemokratiets ønske om en formueskat. I stedet vil man udvide barselsorlov.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Statsminister Mette Frederiksen (S) foreslår at beskatte formuer, og det samme gør SF.

SF-formand Pia Olsen Dyhr går til valg på at indføre en formueskat på formuer over ti millioner kroner. Det siger hun til Information.

Konkret lyder forslaget, at formuer over ti millioner kroner skal beskattes med 0,5 procent. Det vil ifølge SF resultere i et provenu på 9,3 milliarder kroner.

- Jeg synes faktisk, at det er rystende, at vi ikke har en formueskat i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr til Information.

SF vil blandt andet bruge indtægterne på at udvide barselsorloven med en måned. Den løsning vil koste en milliard kroner ud fra partiets beregninger.

- Jeg tror faktisk, det er forudsætningen for, at vi kan bibeholde det velfærdssamfund, vi har, at folk ikke knækker på deres arbejde, siger hun.

Da Mette Frederiksen torsdag udskrev folketingsvalg fra talerstolen i Folketinget, lød det, at Socialdemokratiet foreslår en ny formueskat for de mest velhavende danskere.

Allerede inden valgudskrivelsen havde statsministeren givet et interview til Dagbladet Børsen med detaljer om forslaget.

Størrelsen af formuen er dog forskellig i de to partiers forslag.

Formueskatten, som Socialdemokratiet foreslår, skal ifølge Børsen lyde på 0,5 procent i skat af al formue, der overstiger 25 millioner kroner per person.

Beløbet omfatter indestående i banken, friværdi i bolig, værdien af eventuelle virksomheder samt pensionsformue.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek