København, 23/11/2025 - 14:31
Musks Doge-departement opløses otte måneder før planlagt
HR-direktøren for den føderale regering i USA fortæller til Reuters, at Doge er fortid i USA.
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det amerikanske Departement for Regeringseffektivitet (Doge) er blevet opløst otte måneder før tid.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed bliver der sat et punktum for det nye departement, der symboliserede præsident Donald Trumps storstilede planer om at reducere det amerikanske regeringsapparats størrelse og udgifter.
Det er den føderale regerings HR-direktør, Scott Kupor, der fortæller om det nu opløste departement til nyhedsbureauet.
Rigmanden Elon Musk blev oprindeligt ansigtet på departementet. I januar blev han hyret af den amerikanske præsident til at lede kontoret.
Og han tog fat med store bogstaver. Han optrådte med en motorsav for at illustrere, hvad han var i gang med.
Planen var massefyringer i det offentlige, lød det fra Musk, hvilket efterlod offentligt ansatte rystede tilbage.
Opløsningen af departementet betyder dog ikke, at Trump stopper planerne om nedskæringer.
Det er bare ikke længere en "centraliseret enhed", siger Kupor til Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet har den føderale regerings HR-afdeling overtaget flere af Doges arbejdsopgaver. Det viser dokumenter, som Reuters har fået indsigt i.
Mindst to prominente medarbejdere fra departementet er desuden blevet flyttet til et nyt organ oprettet af Trump i august.
Organet, der på dansk kan oversættes til Nationalt Design Studie, ledes af medstifteren af Airbnb Joe Gebbia.
Organets rolle er blandt andet at forbedre regeringens hjemmesider.
Gebbia var sammen med Musk en del af holdet, der oprindeligt blev sat til at lede Doge.
Doge-departementet har i sin levetid reklameret med at have sparet milliarder af dollar med besparelser.
Men det har ikke været muligt for udefrakommende eksperter at efterprøve de påstande, da tallene ikke er blevet offentliggjort.
- Præsident Trump fik et klart mandat til at reducere spild, svindel og misbrug i hele den føderale regering, og han fortsætter aktivt med at levere på den forpligtelse, skriver talsperson for Det Hvide Hus Liz Huston i en mail til Reuters.
/ritzau/




