Los Angeles, 30/01/2026 - 20:11
Kvinden bag den glemsomme mor i Alene Hjemme er død
Catherine O'Hara døde i sit hjem i Los Angeles efter kort tids sygdom, oplyser hendes manager.
Michael Tran/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den canadisk-amerikanske skuespiller Catherine O'Hara, kendt for roller i filmserien "Alene Hjemme" og tv-serien "Schitt's Creek", er død.
Det bekræfter hendes manager over for kulturmediet Variety.
Catherine O'Hara døde fredag i sit hjem i Los Angeles efter kort tids sygdom. Hun blev 71 år.
Bag sig havde hun et hav af roller fra sine fem årtier i underholdningsbranchen.
Herhjemme er hun måske mest kendt for at spille Kate McCallister, som sammen med resten af familien glemmer sønnen Kevin i "Alene Hjemme", som bliver sendt på tv hvert år ved juletid.
Den kom ud i 1990, og to år senere var hun med i opfølgeren, "Alene Hjemme 2: Glemt i New York".
I nyere tid har hun gjort sig bemærket med komedieserien "Schitt's Creek".
Her spillede hun mellem 2015 og 2020 den excentriske Moira Rose, som er tvunget til at flytte til en lille landsby, da hendes hovedrige familie mister alle deres penge.
Rollen førte til, at hendes karriere fik nyt liv, skriver Variety.
Hun vandt i 2020 den prestigefyldte tv-pris Emmy for rollen, og succesen førte hende til roller i den anmelderroste zombie-serie "The Last of Us" og satireserien "The Studio".
/ritzau/




