København, 01/06/2026 - 12:01
Person er blevet stukket med kniv i Aarhus V
Politiet er til stede i Bispehaven i Aarhus efter anmeldelse om knivstik. Offeret er uden for livsfare.
Af: /ritzau/
Østjyllands Politi er mandag formiddag til stede i boligområdet Bispehaven i det vestlige Aarhus efter et knivstikkeri.
En person er blevet stukket med kniv, fortæller pressemedarbejder Anne Tiedemann fra Østjyllands Politi.
Vedkommende er ikke kommet kritisk til skade og er uden for livsfare.
Efter knivstikkeriet har politiet anholdt tre personer.
Umiddelbart vil politiet ikke oplyse nærmere om de involverede, eller om de har haft en forudgående relation.
Det var klokken 09.40, at politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet i boligområdet.
En del af Bispehaven er afspærret, og billeder bragt af regionalmediet TV2 Østjylland viser, at der er mindst fire politibiler til stede.
Lidt før middagstid lyder meldingen fra politiet, at det vil være på stedet noget tid endnu.
/ritzau/




