Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/11/2024 - 21:00

Misser bagedystfinalen: Uenig med dommerbedømmelse

Julie Skjoldborg forlader "Den store bagedyst" med hovedet højt, selv om hun lige akkurat misser finalen. - Jeg har stadig min krone på, siger amatørbageren.

Af: Af Ritzau Fokus

Der var udfordringer i både medgang og modgang i lørdagens udgave af "Den store bagedyst", hvor der var bryllup på programmet.

Her endte dommerduoen, Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen, med at skille sig af med Julie Skjoldborg, som dermed misser finalen næste uge.

- Jeg har haft mit livs oplevelse. Noget, mange kun drømmer om, og jeg går herfra med hovedet højt - min krone sidder stadig på, lød det i programmet fra den 30-årige silkeborgenser, der privat er selvstændig og mor til to.

Først skulle de fire semifinalister lave receptions-hapsere fra både det søde og det salte køkken.

Og her hidkaldte dommerne assistance til bedømmelsen.

Tidligere bagedystdeltagere strømmede ind i teltet ved Clausholm Slot nær Randers og smagte på snackene.

Hernæst ventede den hemmelige udfordring, hvor deltagerne skulle kreere en kransekage, og her begyndte bagningen at gå skævt for Julie Skjoldborg.

Nogle af hendes kransekageringe var brændte og flækkede, og hun måtte i al hast kaste nogle nye sammen for at erstatte de mest mislykkede.

Det var dog ikke nok til at redde hende fra endnu en bundplacering.

Så hun skulle virkelig diske op med en himmerigsmundfuld i semifinalens sidste udfordring, hvor amatørbagerne naturligvis skulle kreere en bryllupskage.

- Jeg er sådan lidt fandenivoldsk. Denne her kage skal kraftedeme sidde lige i skabet, lød det fra Julie Skjoldborg inden mesterværksudfordringen.

Men det gjorde den ikke ifølge Markus Grigo.

Hvis han pillede pynten af bryllupskagen, ville den stå skævt tilbage, mente han.

- Hvis jeg tænker på, at I har haft 3,5 time til denne her udfordring, så er jeg en lille smule skuffet over den, lød det fra Markus Grigo, der dog roste smagen og saftigheden.

Julie Skjoldborg sagde efterfølgende til kameraet, at hun har pisket rundt.

- Nu har I lige set mig i det køkken, og jeg har jo ikke stået stille på noget tidspunkt. Så det kunne jeg ikke lige sætte mig helt ind i … Men alt det andet er helt fair, lød det fra hende.

Julie Skjoldborg tilmeldte sig meget impulsivt "Den store bagedyst" og sendte sin ansøgning, mens hun var på barsel med sin søn, har hun tidligere fortalt i et interview med Midtjyllands Avis.

Derfor har hun knoklet for at lære at mestre mousser og bunde under forberedelserne.

Før havde hun mest bagt cookies og kanelsnegle.

- Jeg troede egentlig ikke, at jeg kunne blive valgt. Min erfaring som bager er begrænset, hvilket man nok også vil se i programmet. Men det var bestemt en god overraskelse, da jeg blev inviteret til casting, sagde hun i oktober til mediet.

Men indsatsen udmøntede sig helt til en semifinaleplacering.

Men allermest er hun stolt af, at hun har været tro ved sig selv.

Den selverklærede feminist har flere gange i programmet åbenhjertigt fortalt, at hun har fået lavet skønhedsoperationer og -behandlinger. Noget, som hun også selv har arbejdet med.

- Det er det, der gør mig glad. Det er jeg stolt af. Og folk skal være stolte af sig selv, om det er på den ene eller den anden måde. Jeg kan omfavne alle, lød det fra hende i semifinaleafsnittet.

- Jeg tror godt, jeg kan være en person, der deler vandene lidt, har det lydt i programmet fra Julie Skjoldborg, der godt kan give indtrykket af, at hun er en pæn pige og halv havnearbejder.

- Den kombination kan jeg faktisk rigtigt godt lide.

Mens at Julie Skjoldborg altså er ude af "Den store bagedyst", udmærkede jordemoren Sandra Dahl fra Them sig endnu en gang og blev for femte gang kåret til ugens mesterbager.

Om hun også ender med at vinde hele kagekonkurrencen kan ses på DRTV og DR1 næste lørdag, hvor årets finale løber af stablen.

Finalefeltet fuldendes af Emma Plantener og Emil Møller.

/ritzau/

København, 18/12/2025 - 15:17

DR-vært flytter hjem til MMA-kæmper og polyamorøst par

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

I fem DR1-programmer besøger Sanne Cigale Benmouyal forskellige miljøer og levemåder, der er anderledes end dem, der er flest af.

DR-værten Sanne Cigale Benmouyal pakker weekendtasken og flytter midlertidigt ind hos en række personer, der lever på andre måder, end folk er flest.

I programserien "Ekstremt normalt" vil hun undersøge, hvad der sker, når vi sænker paraderne, bruger tid sammen og faktisk lytter til hinandens valg og nuancer, lyder det fra DR i en pressemeddelelse.

- Missionen er at gøre seerne klogere på mennesker og miljøer, vi ofte taler om, men sjældent taler med, og vise, hvad der sker, når nysgerrighed og en åben tilgang får lov at fylde mere end dom og fordom, siger programmets producent, Anna Seeberg, i pressemeddelelsen.

I "Ekstremt normalt" besøger Sanne Cigale Benmouyal et par, der lever polyamorøst, hvilket vil sige, at de begge har flere kærester.

Derudover besøger Sanne Cigale Benmouyal også en mand, der dyrker kampsporten MMA, en kvinde, der for nylig har bekendt sig til den kristne tro, samt en person, der har en profil på OnlyFans.

OnlyFans er en online tjeneste, hvor indholdsskabere kan dele billeder og videoer direkte med følgere, der betaler for at få adgang til det. Mediet er omtalt, fordi brugere blandt andet deler pornografiske billeder og videoer.

Endelig besøger Sanne Cigale Benmouyal en familie, der hjemmepasser deres ni børn og praktiserer unschooling.

Unschooling er en form for selvstyret læring, som blandt andet tager udgangspunkt i barnets egne interesser, nysgerrighed og hverdag og ikke følger en traditionel undervisningsplan.

- Serien er tænkt til unge voksne og voksne i alderen 25-46 år. Men de følelsesmæssige temaer - kærlighed, identitet, tro, familie og grænser - gør den relevant for et bredt publikum, der ønsker at blive klogere på deres medmennesker, tilføjer programmets producent, Anna Seeberg, i pressemeddelelsen.

Første afsnit kommer 3. januar på DRTV og sendes 8. januar klokken 21.25 på DR1.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/12/2025 - 04:14

Balletskolens kunstneriske leder stopper til maj efter klager

Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

Anne Peyk søger ikke om forlængelse på Det Kongelige Teaters Balletskole efter klager fra forældre.

Det Kongelige Teaters Balletskoles kunstneriske leder, Anne Peyk, søger ikke om forlængelse, når hendes tidsbegrænsede ansættelse udløber til maj 2026.

Det skriver Berlingske.

Det sker, efter at avisen har rettet henvendelse til balletskolen om seks klager fra forældrepar, en tidligere lærer og en tidligere aspirant samt udtalelser fra 22 kilder.

De seks nye klager kom oven i en klage fra ni forældrepar fra februar.

Klagerne handler om en såkaldt skadelig kultur, dårlig ledelse og manglende gennemsigtighed på balletskolen, særligt under den kunstneriske leder Anne Peyk.

Anne Peyk beskrives i klagerne som uempatisk og diktatorisk, og hendes ledelsesstil bliver kaldt frygtbaseret.

Det var ellers blevet lovet, at der skulle ske en kulturforandring på skolen, efter at flere elever i 2023 stod frem i Politiken og fortalte om et stort pres samt psykiske lidelser og fysiske skader.

Skolen hyrede advokatfirmaet Horten til en advokatundersøgelse, der viste problemer med mistrivsel, og bestyrelsesformand Lars Barfoed undskyldte forholdene på skolen.

Men Berlingske har nu talt med 22 kilder, der kritiserer teatrets ledelse, forholdene på balletskolen og håndteringen af de nye klager.

Teaterchef på balletskolen Kasper Holten skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at teatret som følge af klagerne hyrede Kammeradvokaten til at foretage endnu en advokatundersøgelse.

Og advokatundersøgelsen har konkluderet, at påstandene ikke kan underbygges, siger Kasper Holten til Berlingske.

Han kritiserer dog, at medierne gengiver "meget grove beskyldninger mod en enkelt medarbejder, efter at klagerne er blevet grundigt undersøgt", "for så begynder det at ligne en personhetz".

Anne Peyk skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at hun allerede i oktober meddelte udviklings- og børnedirektør Dorthe Paulli, at hun ikke ville søge om forlængelse til maj.

- Selv om jeg ikke skal lægge skjul på, at det har været hårdt at være under anklage i mere end otte måneder, er jeg glad for at Kammeradvokaten så grundigt har undersøgt sagen og ikke finder klagerne mod mig begrundede, lyder det.

Politiken har med input fra 48 tidligere balletskoleelever afdækket, at balletskolen skal have fremprovokeret spiseforstyrrelser, angst og depression ved at opfordre normalvægtige elever til at tabe sig.

Det Kongelige Teaters Balletskole modtager 18,7 millioner kroner årligt fra staten.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 18/12/2025 - 10:00

FAKTA: Drop nytårstorsken

* Mens blæksprutten stortrives i det danske farvande, ser det mindre positivt ud for torsken. 

* Sidste år opfordrede Verdensnaturfonden (WWF) til, at danskerne sprang nytårstorsken over. WWF anbefalede at gå efter østers, muslinger og blæksprutte som alternativer. 

* Torskebestanden i Østersøen er så kritisk, at det er forbudt for lystfiskere at fiske efter den klassiske nytårsfisk her, mens erhvervsfiskeriet i flere år har været begrænset til bifangst.

* EU-landene har indgået en ny aftale, der i 2026 reducerer kvoten for fiskeri af torsk i Nordsøen med 44 procent. 

Kilder: WWF og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/12/2025 - 10:00

Sæt sæsonens smagfulde delikatesser på nytårsmenuen

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Blæksprutte og græskar er på listen over vinterens råvarer og kan spille hovedroller i din nytårsmenu. Få inspiration til middagen på årets sidste dag.

Nytårsfejringen er en klippefast tradition. Men derfor kan man godt tænke ud af boksen, når middagen skal sammensættes.

Det foreslår Jens Peter Moestrup Hansen, der er kok og ejer af fiskehandleren Hav i København:

- Jeg plejer at servere flere snacks, så hovedretten er lidt mindre omstændelig.

For en fiskehandler er østers en obligatorisk snack nytårsaften, siger han.

Han fokuserer desuden på, at elementerne i menuen skal kunne forberedes i god tid, så madlavningen ikke stjæler tiden på den festlige aften.

- Noget af det vigtigste til nytår er, at det skal være rimeligt hurtigt at anrette, siger Jens Peter Moestrup Hansen.

Hvis du leder efter et billigere alternativ til den klassiske nytårstorsk, anbefaler han rovfisken sandart.

Fiskehandleren foreslår at servere rovfisken rå ved at skære den i små tern og marinere dem i saften fra citrusfrugter.

Den generelle anbefaling fra Fødevarestyrelsen er at fryse fisk, der skal spises rå, i minimum 24 timer.

Jens Peter Moestrup Hansen vil anrette sandarten med sprøde, bitre salater, grape og en asiatisk dressing med ingefær, fiskesovs, soja, sesamolie og appelsinskal.

For Maria Lesi, der er køkkenchef på spisestedet Omegn & Venner i København, er sæsonens råvarer altid udgangspunktet, når hun planlægger nytårsmenuen.

- Når du har et mindre udvalg af råvarer, er det lettere at finde på, hvilke retter du kan lave, siger hun.

Blæksprutte er et af de havdyr, der for tiden strømmer ind i de danske farvande.

- Vær sikker på, at du renser den godt og dupper den tør med noget papir. Put den på panden med olie, og når den begynder at krølle sammen, er den klar, siger kokken.

Maria Lesi krydrer gerne den stegte blæksprutte med salt og cayennepeber og serverer den som snack.

Også Jens Peter Moestrup Hansen foreslår, at det bløde havdyr indgår i årets sidste måltid.

- Jeg synes, det er lækkert at skære den ud som en flade, stege den ved rigtig høj varme cirka fire minutter på den ene side og et minut på den anden, og så skære den i små strimler bagefter, siger han.

Dertil ville fiskehandleren lave en græskarpuré, hårdt stegte porrer og en muslingesauce.

- Kog muslinger helt i smadder i hvidvin. Så smager muslingerne af nærmest ingenting, men du har en rigtig god fond, som du kan koge ned med lidt fløde, siger han.

Hvis du gerne vil lave en vegetarisk ret, er hjemmelavet ravioli et godt bud.

- Det er altid lækkert at servere pasta til nytår, fordi det ikke er så tungt på protein, og så kan man få det til at se rigtig flot ud, siger Maria Lesi.

Hvis du ikke vil kaste dig ud i at lave de klassiske italienske pastalommer selv, kan du vælge en anden pasta eller købe nogle friske i supermarkedet, fortæller hun.

Køkkenchefen ville fylde pastaen med ricotta - en friskost med en mild smag - og servere den som forret sammen med en puré lavet af hokkaidogræskar og kraftfulde krydderier.

- Kombinationen af hokkaido, rosmarin og chiliflager er rigtig god, lyder det fra Maria Lesi.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek