Washington, 20/07/2025 - 17:34
Antal savnede efter oversvømmelse i Texas markant nedjusteret
Mange af dem, der før var meldt savnede, er blevet bekræftet i sikkerhed, oplyser myndighederne.
Brandon Bell/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Antallet af personer, som stadig menes at være savnede efter oversvømmelser i Texas tidligere på måneden, er faldet markant fra over 160 til 3 personer.
Det fortæller myndighederne i Kerr County i Texas i en udtalelse.
I udtalelsen oplyses det, at efter et omfattende opfølgningsarbejde mellem statslige og lokale myndigheder er mange af dem, der oprindeligt var blevet meldt savnede, blevet bekræftet at være i sikkerhed.
- Vi er dybt taknemmelige for de mere end 1000 lokale, statslige og føderale myndigheder, som har arbejdet utrætteligt i kølvandet på den ødelæggende oversvømmelse, der ramte vores lokalsamfund, siger Dalton Rice, der er bychef i Kerrville, i udtalelsen.
- Takket være deres ekstraordinære indsats er antallet af personer, der tidligere blev opført som savnede, faldet fra over 160 til 3.
Kraftige regnskyl udløste i starten af juli pludselige oversvømmelser i Texas.
Regnen fik floden Guadalupe til at gå over sine bredder i den amerikanske delstat.
Mindst 153 døde i oversvømmelserne, herunder over 36 børn.
I Kerr County, som blev hårdest ramt af oversvømmelserne, blev ligene af 94 personer fundet.
Blandt de 94 er mindst 27 piger og lejrledere fra en sommerlejr ved navn Camp Mystic, oplyste Texas' guvernør, Greg Abbott, tidligere ifølge nyhedsbureauet AFP.
Efterfølgende kom det frem, at myndighederne i Kerr County - der er det hårdest ramte område i delstaten - længe har talt om at få nye advarselssystemer i forbindelse med oversvømmelser.
Ifølge avisen New York Times var der ingen sirener eller tidlige varsler, da oversvømmelserne ramte amtet fredag.
I stedet kom advarslerne som sms'er, der hvor telefonforbindelsen tillod det.
Tom Moser, der indtil 2021 var kommissær i Kerr County, udtalte til New York Times, at et nyt advarselssystem kunne have haft en effekt.
Det blev senest diskuteret i 2017, men forslaget om et nyt advarselssystem blev afvist, da det var for dyrt.
/ritzau/