Beirut, 09/03/2026 - 01:46
Medie: Hizbollah kæmper mod israelske helikoptere i Libanon
Hizbollah siger, at de har skudt en israelsk helikopter ned i bjergene i det østlige Libanon under sammenstød.
Amir Cohen/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Den shiamuslimske Hizbollah-milits siger natten til mandag, at den kæmper mod israelske styrker, der er landet i det østlige Libanon med helikoptere nær grænsen til Syrien.
Ifølge Hizbollah er 15 israelske helikoptere fløjet ind i det østlige Libanon. Det oplyser militsen i en erklæring.
Hizbollah kæmper i øjeblikket mod det israelske militær i området, lyder det.
En talsperson for Hizbollah fortæller, at militsen har skudt en helikopter ned.
- En israelsk helikopter blev skudt ned i bjergene øst for Baalbek, siger talspersonen.
En anden kilde fra Hizbollah melder også om en nedskudt israelsk helikopter.
Der har ikke umiddelbart været nogen reaktion fra det israelske militær.
Libanons statslige nyhedsbureau melder også om sammenstød i det østlige Libanon:
- Der finder voldsomme sammenstød sted ved udkanten af byen Nabi Sheet for at slå israelske styrker tilbage. De er landet med helikoptere på højderne i det østlige bjergområde mod den libanesisk-syriske grænse og forsøger at rykke frem.
Israel begyndte i sidste uge at angribe mål i Libanon. Det skete, efter at Hizbollah kort forinden havde angrebet det nordlige Israel med raketter fra Libanon.
Hizbollah-militsen støttes af Iran. Det iranske styre spillede også en rolle i grundlæggelsen af Hizbollah.
Konflikten mellem Israel og Hizbollah går flere årtier tilbage i tiden.
Stridighederne er blusset op den seneste uge, efter at Israel og USA har angrebet Iran. Blandt andre Irans tidligere leder ayatollah Ali Khamenei er blevet dræbt.
Hizbollah sagde, at militsen begyndte at angribe Israel som hævn for drabet på Irans øverste leder.
Flere end en halv million mennesker er blevet fordrevet i Libanon under den seneste uges kampe mellem Israel og Hizbollah. Det oplyser de libanesiske myndigheder.
Libanons hovedstad, Beirut, er blevet angrebet flere gange. Hizbollahs højborg ligger i de sydlige forstæder af byen.
/ritzau/AFP




