Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 22/02/2026 - 17:28

EU kræver at USA respekterer handelsaftale efter nye toldmeldinger

USA's præsident har indført en ny global told efter dom, som erklærede amerikansk toldpolitik for ulovlig.

Af: /ritzau/

USA skal holde fast i den handelsaftale, som landet har indgået med EU, og som blev forhandlet sidste år som en konsekvens af præsident Donald Trumps forhøjelse af de amerikanske toldsatser.

Det siger EU-Kommissionen ifølge Reuters i en udtalelse søndag.

Udmeldingen kommer, efter at USA's højesteret fredag erklærede Trumps øgede toldsatser for ulovlige, hvilket fik Trump til at annoncere en ny global told på ti procent, som lørdag blev hævet til 15 procent.

- Den nuværende situation bidrager ikke til "retfærdig, balanceret og gensidigt fordelagtig" transatlantisk handel og investering, som begge parter er blevet enige om, skriver EU-Kommissionen.

Kommissionen henviser til indholdet i handelsaftalen mellem EU og USA.

- En aftale er en aftale, lyder det videre.

Handelsaftalen mellem EU og USA fastsatte en told på 15 procent på de fleste varer, der eksporteres fra EU til det amerikanske marked.

Enkelte varegrupper såsom stål blev pålagt højere told, mens tolden blev fjernet på blandt andet fly og reservedele.

EU fjernede samtidig importtolden på de fleste amerikanske varer.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek