Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/04/2025 - 05:30

Prinsesse fejres på forskud med modeshow, dans og kager

Fejringen af prinsesse Isabellas 18 års fødselsdag bliver ifølge borgmester uden "guld, røgelse og myrraskær".

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der bliver dans, musik, modeshow og kagebord på rådhuset, når Aarhus Kommune inviterer til fejring af prinsesse Isabellas 18 års fødselsdag.

Kong Frederik og dronning Marys ældste datter har egentlig først fødselsdag 21. april, men allerede fredag markeres det i landets næststørste by.

Det sker, når kongefamilien fredag klokken 14 modtages foran rådhuset, hvor borgmester Anders Winnerskjold (S) og de forsamlede synger fødselsdagssang.

For borgmesteren har det været vigtigt at strikke et program sammen, der er "i øjenhøjde" med den unge fødselar.

- Vi skal igennem et program, hvor unge fra Aarhus viser deres forskellige talenter - alt fra dans og design til konditorlinjen på Aarhus Tech, som laver kage til os.

- Det er et forsøg på at gøre det nærværende for en ung kvinde på snart 18 år og vise ungdommen her i Aarhus frem, siger Anders Winnerskjold.

Omkring 300 personer er inviteret til at overvære fejringen på rådhuset, heraf omkring 80 unge fra foreninger og uddannelsesinstitutioner.

Dertil kommer 70 unge i alderen 17 til 19 år, som har deltaget i en lodtrækning om at overvære festlighederne sammen med hver især en ledsager.

Det er kongehuset, der har forespurgt, om Aarhus ville være vært for et fødselsdagsarrangement, fortæller borgmesteren.

- Jeg tror, at man føler en tilknytning til det vestlige Danmark - og i særdeleshed Aarhus.

- Kongefamilien har jo været og er meget i Aarhus. Prinsessens farmor har læst i Aarhus, og det har prinsessens far også. Og så har vi jo residensen, Marselisborg Slot.

- Jeg synes, det er dejligt, at man henlægger noget af fejringen til andre steder end København. Det er vi i hvert fald stolte over, siger Anders Winnerskjold.

Arrangementet har et budget på 290.000 kroner. Det er hverken "ekstravagant" eller "voldsomt dyrt", mener borgmesteren.

- Når man holder 18 års fødselsdag for en prinsesse, skal det være godt og ordentligt, men det skal også være uden guld, røgelse og myrraskær. Og det bliver det heller ikke.

Tirsdag 15. april rykker fejringen til København, hvor den kongelige familie vil være til stede ved en fødselsdagsforestilling på Det Kongelige Teater.

Her har unge fra Danmark, Grønland og Færøerne mulighed for at deltage via en lodtrækning.

Da kronprins Christian i 2023 fyldte 18, blev unge fra hele rigsfællesskabet ligeledes inviteret til at deltage i et gallataffel på Christiansborg Slot.

/ritzau/

København, 12/08/2025 - 15:53

Christopher i tårer: Kærligheden og karrieren karambolerer

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Christopher rejser verden rundt som popstjerne, samtidig med at hans egen lille familie er forankret i Danmark. Ny Netflix-dokumentar skildrer dobbeltheden.

- Er det vigtigste at være sammen med min familie, eller er det at spille alle de her shows?

Det spørgsmål stiller den danske popstjerne Christopher sig selv i dokumentaren "Christopher - A Real Beautiful Life", som får premiere på streaminggiganten Netflix 27. august.

For mens han står midt i sit internationale gennembrud og rejser kloden rundt med sine popsange, har hans hustru, modellen og influenceren Cecilie Haugaard, netop født parrets anden datter, som slutter sig til den lille familie, der også tæller storesøster Noelle fra 2021.

Det mærker han konsekvensen af, da han må se sin yngste datter tage sine første skridt fra en telefonskærm.

- Alle de ting, jeg går glip af …, siger han tydeligt berørt.

Det fremgår af den trailer, der er landet forud for premieren.

Christopher udgav sit debutalbum, "Colours", i 2012.

Siden har han udgivet seks albummer: "Told You So", "Closer", "Under The Surface", "My Blood", "A Beautiful Life" og senest "Fools Gold", der udkom tidligere på året.

Pladen "A Beautiful Life" er udgivelsen af de numre, Christopher lavede til den romantiske dramafilm af samme navn, som han indtog hovedrollen i tilbage i 2023.

Det kastede ham ud på en verdensturné, som bragte ham til både USA, Sydamerika og Asien. Blot få uger efter at Cecilie Haugaard havde født parrets anden datter.

- Jeg kommer ikke til at stoppe nu, siger Christopher i dokumentaren.

- Den anden halvdel af mit dobbeltliv starter nu, siger han, mens han sidder i en bil på vej videre.

Ifølge Christopher befinder han sig på affyringsrampen på vej mod at indfri sin store drøm om at blive en international popstjerne.

Men det har en pris, siger hans hustru i dokumentaren.

- Vi har brug for at være sammen som familie bare lige sådan to sekunder, lyder det fra Cecilie Haugaard.

Christopher satte over for sine følgere på det sociale medie Instagram i slutningen af juli ord på, hvor skræmmende det er, at publikum snart kan se dokumentaren.

- Den viser alt det hårde arbejde, ofrene og selvfølgelig al glæden. Det er op- og nedturene fanget på kamera. Jeg håber, at I ikke vil dømme mig, og at I forstår, hvad jeg prøver på med denne film, lød det fra den 33-årige popstjerne.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/08/2025 - 12:27

Benjamin Hav afløser Simon Kvamm i X Factor

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Thomas Blachman og Oh Land sætter sig endnu en gang bag dommerbordet og flankeres i 2026 af Benjamin Hav.

En ny X Factor-dommer gør sin entré ved dommerbordet.

Sangeren Benjamin Hav erstatter Simon Kvamm, der stoppede efter årets finale efter tre sæsoner i stolen for nu at bruge sit kreative brændstof på sine egne projekter.

Den 40-årige musiker flankerer årets vindende dommer, Oh Land, som tager sin sjette sæson i "X Factor", samt programmets grand old man, Thomas Blachman.

Det afslører TV 2 på et pressemøde tirsdag.

- Jeg glæder mig til at arbejde med vækstlaget i dansk musik. Jeg ser frem til at lære noget af de her deltagere. Jeg er kommet med i programmet primært for at lære af deltagerne og de andre dommere, så vi kan skabe noget sammen, siger Benjamin Hav i en pressemeddelelse.

Benjamin Hav debuterer bag dommerbordet i programmets 19. sæson, som rammer skærmen i 2026. Han har tidligere underholdt musikalsk i programmet og var således på scenen i finalen i både 2019 og i 2024.

Benjamin Hav fik sit gennembrud som en del af duoen Benal, der for alvor brød igennem lydmuren med hittet "Uh Babe" i 2017. Samme år modtog Benal P3 Prisen. I 2019 blev Benal kåret som årets Danske Gruppe ved Danish Music Awards, som uddeles af musikselskabernes brancheorganisation, IFPI.

Året efter sprang Benjamin Hav ud som solist med pladen "Spice Up Your Life".

Siden er fulgt tre øvrige soloalbummer, hvoraf den seneste skive, "Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let", udkom i begyndelsen af 2025 og rummer hittet "Du ligner din mor", som har Lukas Forchhammer fra det verdensberømte danske band Lukas Graham med på vokal.

Derudover har Benjamin Hav hittet med numre som "Den dejligste boy", "Musse" og "Hurra".

Sidstnævnte sang blev spillet, da Benjamin Hav og hans orkester, Familien, optrådte til kronprins Christians 18-års fødselsdag i oktober 2023 som en gave fra dronning Margrethe.

Ud over musikken står Benjamin Hav bag youtubekanalen "Benjamin Havs verden", hvor han blandt andet møder kendte kolleger.

Benjamin Hav har for vane at bøje sandheden både ved koncerter og i interviewsituationer og har tidligere fortalt, at han godt kan lide at krydre sine historier.

TV 2's underholdningsredaktør, Dorte Borregaard, kalder Benjamin Hav for en helt særlig karakter i dansk musik.

- Rent fagligt komplementerer han vores to øvrige dommere rigtig godt - og vi synes, dynamikken mellem de tre er både underholdende, overraskende og eftertænksom, hvilket klæder "X Factor" rigtig godt, siger hun i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/08/2025 - 09:00

FAKTA: Jo ældre legetøj, jo mere varsom

* Reglerne for indholdet i og udformningen af legetøj bliver løbende strammet.

* I 2017 blev grænseværdien for tungmetallet bly sænket.

* I 2015 blev en række flammehæmmere forbudt i legetøj til mindre børn.

* I 2009 blev der indført et størrelses- og styrkekrav til magneter i legetøj, der sælges til børn under 14 år. Det gælder eksempelvis for magnetbyggesæt og skal forebygge ulykker.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/08/2025 - 09:00

Pas på gammelt plastiklegetøj på børneværelset

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Særligt gammelt legetøj i blød plast kan risikere at indeholde stoffer, som kan være problematiske for barnets sundhed.

Dit eget gamle legetøj kan pludselig få nyt liv i hænderne på dit barn derhjemme eller i et legehjørne hos bedsteforældrene.

Men gammelt legetøj i blød plast skal du faktisk være meget varsom med. Det gælder både dine egne skattede sager, og hvis du er på udkig på brugtmarkedet.

Faktisk bør det bløde plastlegetøj ryge direkte i skraldespanden, hvis det er fra før 2007. Sådan lyder det samstemmende fra Miljøstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk Kemi.

- Der kan være nogle risici ved gammelt legetøj helt generelt, det gælder ikke kun blød plast. Men den bløde plast er særligt problematisk, fortæller Stine Müller, som er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk Kemi, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med børneprodukter.

Reglerne for legetøj strammes løbende, og fra 2007 har det været forbudt at bruge ftalater i legetøj. Ftalater bruges for at blødgøre plastik som for eksempel pvc.

Ftalater er problematiske, fordi de kan virke hormonforstyrrende og kan påvirke børnenes fertilitet på sigt.

- Ved at gå uden om legetøj af plastik, som er produceret før 2007, og vælge legetøj fremstillet efter 2007 vil legetøjet være underlagt de nye regler om ftalater, forklarer Julie Faber fra Miljøstyrelsen og tilføjer:

- Kemikaliereglerne er generelt set blevet ændret gennem årene for netop at øge forbrugersikkerheden, efterhånden som man er blevet klogere på stofferne.

Er du selv på udkig efter legetøj i blød plast, vil Stine Müller råde til at være meget opmærksom, hvis du vil købe det brugt. Her fremgår det typisk ikke, hvornår legetøjet er fra, eller hvor det er købt.

Dermed ved du ikke, om det er blød plast fra før 2007, eller om legetøjet er købt fra en udenlandsk forhandler, der ikke lever op til EU-reglerne.

Har du andre typer af legetøj stående i kasser derhjemme eller på loftet, behøver du ikke nødvendigvis at kassere det.

- Gammelt legetøj kan måske være okay, særligt hvis det ikke er det legetøj, dit barn leger med til daglig, men eksempelvis står hos nogle bedsteforældre. Men det bløde plastlegetøj fra før 2007 skal man bare smide ud, fastslår Stine Müller.

Vil du sikre dig, at legetøjet indeholder mindst mulig kemi, foreslår Julie Faber fra Miljøstyrelsen at kigge efter det velkendte nordiske miljømærke i hvid og grøn med en svane. Det kan nemlig også findes på legesager.

- Som forbruger kan man købe svanemærket legetøj, for at undgå at legetøjet indeholder ftalater, tungmetaller og parfume samt andre stoffer på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, siger hun.

På Svanemærkets hjemmeside er der listet 667 produkter i kategorien legetøj, som sælges i Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek