København, 11/08/2025 - 12:29
Peter Madsen får nej til Højesteret i sag om kærestebreve
Drabsdømte Peter Madsen vil videre til Menneskerettighedsdomstolen med sag om ulovlige breve til forlovet.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Landets øverste domstol, Højesteret, kommer ikke til at forholde sig til sagen om tre kærestebreve, som den drabsdømte Peter Madsen har sendt fra fængslet uden tilladelse.
Procesbevillingsnævnet har afvist, at sagen må komme for Højesteret.
Det oplyser Peter Madsens forsvarsadvokat, Tobias Stadarfeld.
Sagens omdrejningspunkt er en lov fra februar 2022, som forbyder livstidsfanger og visse forvaringsdømte at skrive breve til personer, som de ikke kendte, før de blev varetægtsfængslet, i de første ti år, som de afsoner.
Hvis man skal sende breve til personer, man ikke kender, skal Kriminalforsorgen give grønt lys til det.
Det er en lov, som ifølge Peter Madsen, der er dømt for drabet på den svenske journalist Kim Wall, strider imod hans menneskerettigheder.
Både byretten og landsretten har imidlertid idømt ham en bøde på 5000 kroner for brevene. Ifølge Peter Madsen var brevene til en kvinde, som han blev forlovet med i efteråret 2022.
Nu planlægger Peter Madsen og hans advokat i stedet at gå videre med sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
/ritzau/