Tilst, 20/01/2026 - 00:53
Politiet undersøger 52-årig mands død i Tilst
En mand er blevet fundet død i sit hjem i Tilst. Foreløbige undersøgelser viser, at det var en naturlig død.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er umiddelbart ikke tegn på, at der er sket en kriminel handling, i forbindelse med at en 52-årig mand blev fundet død i sit hjem i Tilst mandag.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Dion Emdal natten til tirsdag.
- Den foreløbige undersøgelse viser, at der ikke er tale om andet end et naturligt dødsfald. En obduktion skal dog klarlægge den endelige dødsårsag, siger han.
Politiet regner med at få udført obduktionen i løbet af tirsdagen, siger han videre.
Østjyllands Politi oplyste mandag på meddelelsestjenesten Politi Update, at det var til stede på mandens adresse, hvor han var blevet fundet død. Man var færdig med undersøgelserne mandag aften.
Her oplyste politiet, at man ikke kunne udelukke, at der var sket en kriminel handling. Men det er altså foreløbig afkræftet.
Den 52-årige mands pårørende er underrettet.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 08.50 mandag morgen.
/ritzau/




