New York City, 01/05/2026 - 01:13
Medie: Epstein skrev et selvmordsbrev i ugerne før sin død
The New York Times har anmodet en dommer om at frigive et selvmordsbrev, som Epstein skal have skrevet.
Af: /ritzau/
Et selvmordsbrev, som rigmanden Jeffrey Epstein angiveligt skrev i sin celle i et fængsel på Manhattan, har været skjult fra offentligheden i næsten syv år og befinder sig i en retsbygning i New York.
Det fortæller en mand, der var indsat i fængslet samtidig med Epstein, til The New York Times.
Manden hedder Nicholas Tartaglione.
Den indsatte fortæller, at han fandt brevet i i juli 2019, efter at Epstein var fundet bevidstløs med en stofstrimmel om halsen. Epstein overlevede episoden, men blev fundet død i fængslet få uger senere.
Efterfølgende stemplede en føderal dommer brevet som fortroligt som led i Nicholas Tartagliones egen straffesag, viser dokumenter og interview.
The New York Times anmodede torsdag den føderale dommer om at offentliggøre brevet.
Ifølge Nicholas Tartaglione står der i brevet, at det var "tid til at sige farvel".
The New York Times har ikke selv set brevet og har ikke kunnet finde det i de officielle Epstein-dokumenter. USA's justitsministerium offentliggjorde i december millioner af sider fra sagen om den dømte seksualforbryder.
Hvis brevet er skrevet af Epstein, kan det ifølge The New York Times give et vigtigt indblik i rigmandens sindstilstand, i ugerne før han døde ved hængning i sin køjeseng.
/ritzau/




