København, 28/04/2026 - 16:09
Dansk doublespiller har revet korsbåndet over og er ude i et år
Undersøgelser har vist, at badmintonspilleren Christine Busch har revet korsbåndet i sit venstre knæ over.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
De bange anelser holdt stik. Den danske badmintonspiller Christine Busch har revet korsbåndet i sit venstre knæ over og står dermed foran en pause på minimum et år.
Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
Busch blev skadet fredag i Danmarks første kamp ved Uber Cup, hold-VM, mod Indien, og nu har en scanning så vist, at korsbåndet er revet over.
Det så med det samme alvorligt ud, da den danske doublespiller fik et vrid i sit venstre knæ og var i store smerter.
Busch, der sammen med Alexandra Bøje var i gang med at spille den femte og sidste kamp mod inderne, lå længe på banen, inden hun blev hjulpet ud på tribunen.
- Vi sender alle vores tanker til Christine. Det er et enormt hårdt slag for hende, så hun er selvfølgelig rigtigt ked af det. Det samme er vi, siger Jens Meibom, der er elite- og sportschef i Badminton Danmark.
Skaden kommer, efter at Christine Busch har haft en stærk start på 2026.
Sammen med sin makker i mixeddouble, Mads Vestergaard, nåede Christine Busch i marts finalen i German Open.
Ugen efter imponerede Busch og Vestergaard i traditionsturneringen All England, da makkerparret nåede kvartfinalerne.
Undervejs overraskede danskerne stort ved at slå Feng Yanzhe og Huang Dongping fra Kina, der ligger nummer et i verden.
Uden Christine Busch skal de danske badmintonkvinder torsdag spille kvartfinale ved Uber Cup.
/ritzau/




