Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/04/2023 - 17:13

Hans Lindberg skifter til dansk barndomsklub fra 2024

Hans Lindberg vender hjem til sin barndomsklub, når han har spillet næste sæson færdig for Füchse Berlin.

Uwe Anspach/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den mangeårige landsholdsspiller Hans Lindberg skifter til den danske håndboldklub Høj Elite i sommeren 2024 på en treårig kontrakt. Det bekræfter fløjspilleren over for TV 2 Sport.

Skiftet sker, når Hans Lindberg har spillet denne og næste sæson færdig i den tyske bundesligaklub Füchse Berlin.

- Jeg ved godt, at det måske vil være en overraskelse for mange, men jeg ser et kæmpe potentiale her, og jeg har haft mange snakke med træneren og folk bag klubben, siger Hans Lindberg til TV 2 Sport.

I Høj Elite fik Hans Lindberg debut på førsteholdet i en alder af 16 år. Dengang spillede Høj Elite i den danske 2. division.

Lige nu spiller Høj Elite i 1. division, og det vil holdet også gøre i den kommende sæson, da holdet missede oprykningskampene i denne sæson.

41-årige Hans Lindberg satser dog på, at Høj Elite når at rykke op i den bedste række, så han ikke skal spille på næstøverste hylde, når han skifter.

- Jeg har sagt ja til det her for at tage det her projekt og den her klub videre og op på en højere hylde.

- Jeg tror ikke, det hedder 1. division fra start, men gør det det, tager vi den derfra. Det er ikke det store problem, lyder det fra Lindberg.

Når Hans Lindberg vender hjem, bliver det efter 17 år i Tyskland. Her har han tørnet ud for HSV Hamburg i de første mange år, inden han fra og med 2015/2016-sæsonen har spillet for Füchse Berlin.

Jesper Fredin, der cheftræner i Høj Elite, er begejstret over at få Lindberg på holdet efter mange samtaler med spilleren.

- Vi har arbejdet benhårdt for at komme dertil, hvor vi er nu. Og at vi kan rekruttere spillere fra verdens absolut øverste hylde, vidner om, hvor vi som klub er på vej hen.

- Vi har gang i et fantastisk projekt i Østdanmark, og med en ambitiøs tilgang tillader vi os at drømme stort om fremtiden, siger Jesper Fredin til klubbens hjemmeside.

I kontrakten med Høj Elite har Hans Lindberg også indgået en aftale om, at han bliver sportslig koordinator og brandambassadør i klubben, når den aktive karriere er indstillet.

/ritzau/

København, 21/02/2025 - 18:07

Advokat: Sisse Sejr-offer har modtaget krænkende henvendelser

Rune øe/Ritzau Scanpix

Kvinde, som angiveligt blev stalket af tv-vært, er blevet kontaktet af privatpersoner efter Instagram-opslag.

Efter at tv- og radiovært Sisse Sejr-Nørgaard har skrevet om en sag, hvor hun er sigtet for stalking, har det formodede offer oplevet at få krænkende henvendelser og kommentarer på nettet.

Det oplyser forurettedes bistandsadvokat Miriam Michaelsen til Ritzau.

- Som i andre sager om digital vold og krænkelser, hvor sigtede går ud med oplysninger og detaljer, og medierne videregiver dem - også om forurettede, så bliver konsekvenserne ofte, at dem, der læser det, føler sig berettigede til at undersøge, hvem forurettede er, og også endda skrive injurierende, krænkende og hadefuldt til og om forurettede, siger hun.

Ifølge advokaten har offeret oplevet den store opmærksomhed på sagen som meget voldsom.

Nogle af kommentarerne kan ende med at få strafferetlige konsekvenser.

- Vi holder øje med, hvad der bliver skrevet og delt. Vi bevissikrer det. Vi indrapporterer det til de platforme, det bliver delt på, og så kommer vi til at tage stilling til, om der er noget af det, der skal anmeldes til politiet, eller hvordan det skal håndteres, siger hun.

Gennem mere end en måned i løbet af sommeren sidste år krænkede Sisse Sejr-Nørgaard ifølge sigtelsen sit offer ved at indtaste offerets personoplysninger i 81 formularer.

Mandag aften bekræftede tv- og radioværten selv, at det var hende, der var sigtet, i et opslag på Instagram.

Fænomenet med, at folk interesserer sig for retssager, som får stor offentlig omtale, er tidligere set i Emilie Meng-sagen.

En lokalpolitiker har fortalt, at han blev forvekslet med den mand, som siden blev dømt, i tiden efter anholdelsen.

Men opmærksomheden bør ikke være en præmis, som man skal acceptere, lyder det fra bistandsadvokaten.

- En ting er, at man som forurettet har oplevet noget ekstremt grænseoverskridende, ubehageligt og voldsomt i situationen. Men når sådan noget pludselig lander i offentligheden på den her måde, så bliver det hele reaktiveret, siger hun.

Miriam Michaelsen kan for nuværende ikke sige, om der er noget, som man vil politianmelde eller retsforfølge på anden vis.

Hun understreger, at både injurierende og hadefulde kommentarer, men også opslag på nettet, hvor der deles private oplysninger om hendes klient, kan være strafbare.

Advokaten mener, at selve sagen, hvor Sisse Sejr-Nørgaard ventes at tilstå, er alvorlig, og at den bør afgøres af retssystemet fremfor folkedomstolen.

Miriam Michaelsen oplyser, at hendes klient ingen kommentarer har til sagen, og at hun ikke ønsker at udtale sig om den.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York, 21/02/2025 - 16:55

TV 2-korrespondent i babylykke: Mor til lille Bruce

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Journalisten Celina Liv Danielsen og modellen Victor Nylander er blevet forældre for første gang, efter at parrets lille søn er komme til verden i New York.

Storken er fløjet en tur over Atlanten.

Journalisten Celina Liv Danielsen, der arbejder som USA-korrespondent for TV 2, og hendes kæreste, modellen Victor Nylander, er blevet forældre for første gang.

- Verdens dejligste dreng er kommet til verden her i New York. Vores lille Bruce Nylander, skriver den nybagte mor i et opslag på Instagram.

Det var også på det sociale medie, at parret i november afslørede nyheden om familieforøgelsen.

- Victor Nylander har været uartig, så nu kaster vi os ud i at lave en lille amerikaner, jublede Celina Liv Danielsen på det sociale medie.

Celina Liv Danielsen, der kommer fra Sakskøbing på Lolland, er uddannet journalist fra Roskilde Universitet.

Under uddannelsen tilbragte hun et semester i New York, og så var hun i praktik på TV 2.

Her mødte hun korrespondenten Jesper Steinmetz, som fortalte, at hans producer havde sagt op. Den stilling fik Celina Liv Danielsen efterfølgende, fortalte hun i et interview med Lolland-Falsters Folketidende i oktober.

I dag er hun selv blevet korrespondent og har base i New York, hvor hun har boet de seneste seks år.

- Jeg drømmer om at blive i USA, så længe det er interessant, udfordrende og sjovt. Samtidig elsker jeg ikke at lave planer, så jeg håber, at jeg bevarer min åbenhed og evne til at gribe de muligheder, livet nu kaster efter mig. For mig gælder det om at vride dette liv som en karklud - jeg vil have alt ud af den tid, vi er her, sagde hun i interviewet med Lolland-Falsters Folketidende.

Også hendes kæreste har hele verden som sin arbejdsplads.

Victor Nylander har blandt andet været kampagnemodel for Calvin Klein Jeans og Dior Homme og gået show for Prada.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 21/02/2025 - 10:00

FAKTA: Skattestyrelsen tilbagebetalte stort beløb i 2024

Årsopgørelsen er blevet lavet siden kalenderåret 1970, hvilket gør den kommende fra året 2024 til den 54. udgave. Det er samtidig 29 år siden, at man for første gang kunne indtaste ved brug af sin computer.

* Skattestyrelsen tilbagebetalte sidste år knap 25,7 milliarder kroner i overskydende skat.

* Cirka fire ud af fem borgere fik udbetalt overskydende skat i 2024.

* I gennemsnit fik borgerne sidste år udbetalt knap 6600 kroner.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

 

Læs Mere >>

, 21/02/2025 - 10:00

Årsopgørelsen nærmer sig: Få gennemset alle fradrag inden

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Foråret er på vej med hastige skridt, og det giver anledning til et tjek af din økonomi, inden årsopgørelsen kommer i slutningen af marts.

Marts er en god måned til at gøre regnskaberne op for 2024. 24. marts får danskerne nemlig svar på, om der skal betales tilbage til skat, eller om der er penge til gode. Derfor kan det være en god idé at gøre sit forarbejde inden.

Det mener Bettina Brask, formueøkonom hos Jyske Bank, der fortæller om vigtigheden af at kende til tallene på ens årsopgørelse, så man kan rette dem inden 1. maj.

- Man kan ikke komme ind og rette noget inden årsopgørelsen, men man kan gøre sit forarbejde. Det her med at få set på kørsel på arbejde, hvor mange hjemmearbejdsdage har man haft og så videre, så man har de ting, man kender på forhånd, på plads, siger Bettina Brask og fortsætter:

- Det kan man gøre inden årsopgørelsen åbner, så man har informationerne klar og derfor kan få tjekket det med det samme, siger hun.

Denne holdning deles af Morten Bruun Pedersen, cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk. Han mener, at det er klogt ikke at gøre noget drastisk økonomisk og at afvente årsopgørelsen med tålmodighed.

- Det er vigtigt at få tjekket op på, om man synes, årsopgørelsen er i orden. Det vil være en god idé, man ikke sætter alt i sin økonomi over styr, før man har fået den her årsopgørelse og ser, hvordan det faktisk ser ud, siger han.

Et råd fra Bettina Brask er, at man får gennemgået hele sin tjekliste fra 2024, så man ikke misser nogle fradrag, som man har ret til, men samtidig også har in mente, om der skal rettes noget til 2025.

Et nyt lovforslag om grønt håndværkerfradrag blev vedtaget 30. januar 2025 og er gældende fra 1. januar samme år. I 2025 kan du trække op til 8600 kroner fra i skat per person i håndværkerfradrag.

- Nu kan vi få håndværkerfradrag igen som en grøn investering. Det kunne være noget at kigge på i marts måned. Vi skal snart til at være udenfor igen, og man begynder at kigge på, om der er noget, som skal laves på huset, så kunne det være de her grønne investeringer, siger hun.

Samme lovforslag indebar også en udvidelse af servicefradraget, som også rummer et nyt fradrag for reparation af hårde hvidevarer, der skal være med til at forlænge levetiden på apparaterne. Servicefradraget var i 2024 på 11.900 per person, mens det i 2025 er hævet til 17.500 per person.

- Er der noget i haven, som jeg ikke længere gider i år, så vil jeg benytte mig af, at servicefradraget nu er sat op. Udgifter til reparation af hvidevarer er også kommet med, men det er ikke noget, man lige planlægger, fortæller Bettina Brask.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek