København, 11/05/2026 - 18:17
Messerschmidt står fast og afviser en regering med Løkke
LA-formand Alex Vanopslagh ærgrer sig over, at Dansk Folkeparti holder fast i at ville holde Moderaterne væk.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt står fast på, at han ikke kan bakke op om en regering, der har deltagelse af Moderaterne.
Det siger Morten Messerschmidt mandag aften på vej ind til regeringsforhandlinger med kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) i København.
Morten Messerschmidt bliver uden for Hotel Scandic Spectrum adspurgt, om han ikke indirekte er med til at gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister, når han ikke vil have Moderaterne med i en regering.
- Jeg ved godt, det er uvant for jer, og måske derfor også noget, man lige skal vænne sig til. Men jeg er faktisk en politiker, der efter et folketingsvalg gør det, jeg har lovet i et folketingsvalg, svarer Morten Messerschmidt.
- Og det tror jeg egentlig også, at demokratiet har det bedst ved, tilføjer han.
DF-formanden har gennem længere tid sagt, at han vil vælte enhver regering, der har deltagelse af Moderaterne.
- Vi vil rigtig gerne have en borgerlig regering i det her land, uden Mette Frederiksen og uden Lars Løkke som ministre. Nu synes jeg, man skal være ydmyg i forhold til, hvad Troels Lund har gjort sig af tanker, siger Morten Messerschmidt.
Kravet om Moderaterne gør det imidlertid meget svært for Troels Lund Poulsen at danne en regering, eftersom Moderaterne stod med de afgørende mandater efter folketingsvalget 24. marts.
Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, siger, efter at hans parti har været til regeringsforhandlinger lige inden DF, at han håber, Morten Messerschmidt ændrer sit krav om ikke at lade Moderaterne være med i regering.
- Jeg kan bare gentage, at det for mig er uforståeligt, at man hellere vil have en regering, hvor både Mette Frederiksen og Lars Løkke er ministre, frem for at få en regering med en borgerlig statsminister, hvor Lars Løkke så også er i den regering, siger Alex Vanopslagh.
Også Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, gav tidligere mandag udtryk for, at alle partier bliver nødt til at give sig.
Morten Messerschmidt sagde på valgaftenen, at han og Dansk Folkeparti ville "æde" Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen.
Allerede dagen efter valget kom Messerschmidt imidlertid med et tilbud til Løkke.
Det gik ud på, at både Dansk Folkeparti og Moderaterne skulle bakke op om en blå regering, men uden selv at sidde i den.
Lars Løkke Rasmussen afviste prompte tilbuddet.
/ritzau/




