København, 27/06/2025 - 18:03
Indsats mod spilafhængighed får 6,9 millioner ekstra i år
Behandlingssteder har oplevet udfordringer med økonomien. De får ekstra midler, der alene gælder i 2025.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Behandlingstilbud for spilafhængighed har i år fået en ekstra bevilling på 6,9 millioner kroner.
Det oplyser Skatteministeriet fredag i en pressemeddelelse.
Pengene skal imødekomme økonomiske udfordringer, som eksisterende behandlingssteder har oplevet i forbindelse med udmøntningen af midler fra den såkaldte ludomanipulje, lyder det.
Konkret har behandlingsstederne fået skåret i deres tilskud, fordi en ny aktør blev inkluderet i fordelingen af penge.
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) siger, at "alt for mange oplever problemer med pengespil".
- Derfor er det meget vigtigt, at vi har en stærk og stabil indsats og gode behandlingstilbud til dem, der desværre er ramt af spilafhængighed.
- Her har nogle af behandlingsstederne rejst et behov for, at der blev fundet nogle ekstra midler til deres fortsatte indsats, lyder det videre fra ministeren.
De knap syv millioner kroner kommer fra en politisk aftale fra 2022 om nedbringelse af danskernes gæld til det offentlige. Aftalen blev øremærket indsatsen mod spilafhængighed.
De ekstra midler gælder alene for i år. Dermed er det fortsat uklart, hvordan indsatsen bliver fra næste år. Skatteministeriet skriver, at "udfordringer i 2026 og frem" skal drøftes i forbindelse med kommende forhandlinger på spilområdet.
De Radikales skatteordfører, Samira Nawa, mener, at løsningen er "kortsigtet".
- Vi skal løse problemet, før det opstår - og det kræver, at vi gør op med markedsføring af spilreklamerne, som vi kender det i dag, siger hun i pressemeddelelsen, hvor hun også udtrykker glæde over, at der nu afsættes penge til at "styrke behandlingsindsatsen".
Når "den nødvendige proces" er afsluttet, vil de 6,9 millioner kroner blive udmøntet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, skriver Skatteministeriet.
/ritzau/