København, 18/04/2025 - 07:00
Trupbredde skal gøre forskellen for guldsultne Bulldogs
Herning er favorit forud for DM-finalen i ishockey, men Odenses trupbredde kan blive et farligt våben.
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mange sportsfans drages af tanken om en underdog med mulighed for at gøre det, der synes umuligt.
Før starten på ishockeysæsonen var der ikke mange bookmakere, der havde fidus til Odense Bulldogs, men nu står holdet fra Fyn alligevel i en DM-finale.
Finalemodstanderen er forhåndsfavoritten Herning Blue Fox, der håber at udbygge rekorden for flest danske mesterskaber, mens Odense spiller for at vinde sit første.
Midtjyderne har vundet guld 16 gange tidligere og sluttede på førstepladsen i Metal Ligaens grundspil foran Odense, der noget overraskende blev nummer to.
På trods af at have været guldfavorit inden sæsonen er det dog langtfra givet, at Herning kommer til at spadsere til titlen. Det mener tidligere ishockeyspiller og ekspert Michael Eskesen.
- Favoritværdigheden ligger hos Herning, men jeg vurderer dem ikke til at være så store favoritter som bookmakerne. Hvis Odense rammer topniveauet, kan de godt spille op med Herning, det har vi set tidligere i sæsonen, siger han.
Det overrasker ham, at Odense har kunnet holde afstanden til mere konsekvente titelbejlere som Esbjerg Energy, Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capitals.
- Det er ikke nogen stor overraskelse for folk med interesse for ishockey, at Herning har spillet sig i finalen. Deres startopstilling er en af de stærkeste i ligaen, måske den stærkeste.
Han spår Odenses bedste våben til at være holdets bredde, som kan blive udslagsgivende mod Herning.
- Truppens bredde er et område, Odense skal udnytte. Over fire kæder synes jeg faktisk, Odense ser en smule stærkere ud, så jeg tror bestemt, de kan gøre det til en interessant serie, siger han.
Odense Bulldogs har tre gange tidligere været i en DM-finale uden at tage guldet med hjem til Fyn. Holdets seneste to finalenederlag faldt begge mod årets modstander fra Herning.
I klubben er man klar over, at det er en stor udfordring, der venter. Det siger administrerende direktør Ole Nielsen.
- Det er de to bedste hold i grundspillet, der mødes i finalen, det er der ingen tvivl om. Det har været nogle tætte kampe mellem holdene i sæsonen, og vi tror selvfølgelig på det, men i en DM-finale bliver det meget svært, siger han.
På vej til finalen slog Odense Bulldogs først de forsvarende mestre fra Sønderjyske i kvartfinalen, inden Rungsted blev besejret i semifinalen.
Herning gjorde kort proces mod Herlev Eagles i kvartfinalen, inden Aalborg blev slået i en tæt semifinale.
Der spilles bedst af syv kampe i finaleserien. Den første kamp spilles i Herning fredag.
/ritzau/