Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington, 05/08/2026 - 19:05

Demokraternes venstrefløj sejrer i Michigans primærvalg

Valgvinder i Michigan går ind for universel sygeforsikring. Han skal i november forsøge at komme i Senatet.

Rebecca Cook/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Abdul El-Sayed har onsdag vundet Demokraternes primærvalg om at blive kandidat til en senatsplads for Michigan.

El-Sayeds sejr anses for at være en stor sejr for den progressive fløj i Demokraterne. Det er den mere venstreorienterede del af partiet.

Han står med 99 procent af stemmerne optalt til 48,5 procent af stemmerne mod 47,5 til Haley Stevens, en mere moderat skikkelse med støtte fra demokratiske ledere og proisraelske grupper.

Det fremgår af nyhedsbureauet AP's tal.

Til november skal 41-årige El-Sayed forsøge at vinde kampen om senatspladsen mod republikanske Mike Rogers. Han havde ingen modkandidat i Det Republikanske Parti.

El-Sayed går blandt andet ind for skattefinansieret universel sygeforsikring og har kaldt Israels handlinger i Gaza for folkedrab.

- Mit håb er, at vores demokrati aldrig bliver det samme, siger han onsdag på et pressemøde.

- Fra nu af kan vi altid sige: "Nej, dette er folkets demokrati, og vi vil altid eje det."

RITZAU/Reuters

TjekDet - faktatjek