København, 17/03/2025 - 11:26
Casper Christensen er rigtig ærgerlig: Program skrinlagt
Viaplay afviser ikke et fremtidigt samarbejde med Casper Christensen, selv om streamingtjenesten ikke har planer om en ny sæson af "All Exclusive".
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Det er slut for Casper Christensen og hans journalistiske sidekick Mikael Bertelsen med at sætte flere kendte mennesker stævne i portrætprogrammerne "All Exclusive" på Viaplay.
Det oplyser Klovn-komikeren i et opslag delt på Instagram.
- Jeg er rigtig ærgerlig over, at Viaplay ikke ville fortsætte med at sende "All Exclusive". Måske hvis jeg havde knaldet gæsterne på hotellet sammen med Mikael Bertelsen, havde Viaplay kunne se sig selv som afsender, lyder det i opslaget fra Casper Christensen.
Viaplay bekræfter over for Ritzau, at der ikke er planer om en ny sæson af programmet i 2025.
- Jeg har selvfølgelig ingen kommentarer til den konkrete dialog, vi har, med hverken Casper Christensen eller andre samarbejdspartnere, oplyser Viaplays chefredaktør, Flemming Fjeldgaard, i en skriftlig kommentar til Ritzau og tilføjer:
- Casper Christensen lavede tre sæsoner af "All Exclusive" til Viaplay, og han har tidligere lavet komedieserien "Undskyld Norge" til os, og det har vi været glade for. Vi har samarbejdet fint i mange år, og det kan jo være, vi kommer til at gøre det igen, lyder det fra streamingtjenesten.
Første episode af "All Exclusive" havde premiere i 2022.
Præmissen for programmet er, at Casper Christensen har håndplukket en række kendte danskere, som skal tilbringe et helt døgn sammen med ham.
Mikael Bertelsen agerer interviewcoach og bryder gerne ind i samtalerne for at sikre sig, at Casper Christensen får spurgt ind til det hele.
Blandt gæsterne har været Casper Christensens ekskæreste Iben Hjejle, X Factor-dommer Thomas Blachman, jetsetter Caroline Fleming, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og musiker Thomas Helmig.
"All Exclusive" skal gøre seerne klogere på Casper Christensens gæster - men også på komikeren selv, lød det, da programmet blev præsenteret.
Samtalerne kredser om livets store spørgsmål og udfordringer, som Casper Christensen genkender fra sit eget liv: tro, misbrug, venskab, berømmelse, grådighed, ambitioner, succes, svigt og forældreskab.
/ritzau/