Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/01/2025 - 08:14

Kulturminister nedsætter udvalg til at modernisere TV 2-regioner

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil reformere de regionale tv-stationer og nedsætter nyt udvalg fredag.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Da TV 2-regionerne rullede over skærmen for første gang, hørte folk musik fra cd og så film på VHS-bånd.

Internettet var for de få, og ingen havde hørt om sociale medier.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ser derfor et behov for at gøre de regionale tv-stationer tidssvarende.

Det skal et nyt ekspertudvalg, som kulturministeren nedsætter fredag, udarbejde forslag til.

- Status quo er ikke en mulighed, siger han.

Baggrunden for revideringen af de regionale tv-stationer er, at antallet af lokale medier falder drastisk.

Nye tal fra Kulturministeriet viser, at antallet af lokale journalistiske redaktioner er faldet fra 111 til 68 de sidste 15 år.

Antallet af trykte ugeaviser er faldet fra 248 til 135.

Risikoen for nyhedsørkener i områder af Danmark bekymrer Jakob Engel-Schmidt.

- I en tid, hvor rigtig journalistik og troværdige nyheder kæmper om pladsen med falske nyheder og misinformation, er vilkårene for lokale og regionale medier ekstra pressede, han.

TV 2's regionale tv-stationer har både penge og platforme til at modvirke udviklingen, men for ministeren udnyttes det ikke optimalt.

Jakob Engel-Schmidt nævner, at de regionale stationer som TV2 Nord, TV2 Øst, TV Midtvest, TV 2 Fyn, TV Syd og TV 2 Kosmopol i alt modtager omkring 600 millioner kroner om året.

- Tiden er kommet til, at vi skal se på, hvordan vi får mere for pengene, siger han.

Ministeren vil ikke sige konkret, hvad han vil ændre. Det skal ekspertudvalget først give forslag til.

Men han peger eksempelvis på, at de geografiske dækningsområder kan være for store i øjeblikket.

- Når TV2 Øst fortæller nyheder om skolesammenlægninger i Odsherred, er det mindre relevant for tv-seeren i Maribo, siger han.

Det er planen, at ekspertudvalget skal aflevere sine anbefalinger inden udgangen af 2025. Herefter kan reformeringen af de regionale stationer tages med i forhandlingerne om det næste medieforlig, der skal finde sted i 2026.

Forpersonen i udvalget bliver Lene Heiselberg, der er tilknyttet som professor ved Syddansk Universitet og medlem af Radio- og tv-nævnet.

I udvalget sidder folk som den tidligere chefredaktør på Nordjyske medier Lars Raakilde Jespersen, forhenværende analysechef for YouTube i Europa Carsten Andreasen Fangel og Hans Christian Kromann, der er tidligere redaktionschef for TV 2 Fyn.

/ritzau/

Wien, 20/08/2025 - 09:03

Eurovision i 2026 skal afholdes i Wien

Julian Stratenschulte/Ritzau Scanpix

Efter østrigske JJ i år vandt i Schweiz, skal nabolandets hovedstad være vært for Eurovision næste år.

Østrigs hovedstad, Wien, skal være værtsby for Eurovision i 2026.

Det oplyser den internationale sangkonkurrence i en pressemeddelelse onsdag.

I år blev showet afholdt i Basel i Schweiz - nabolandet til Østrig.

Her løb den østrigske kunstner JJ med sejren for sangen "Wasted Love". Som traditionen foreskriver, bliver værtskabet nu givet videre til vinderlandet.

Det bliver tredje gang, Wien er vært for Eurovision. Byen lagde også scene til konkurrencen i 1967 og 2015.

Dermed kommer Wien på niveau med København, Malmø og Stockholm som de byer, der har været værter fjerde flest gange. Kun Dublin, London og Luxembourg har haft værtskabet flere gange.

Den 70. version af sangkonkurrencen vil blive afholdt lørdag 16. maj i 2026 i Wiener Stadthalle, der ifølge Eurovision er Østrigs største indendørs arena.

Semifinalerne bliver afholdt tidligere samme uge om tirsdagen og torsdagen 12. og 14. maj.

- Byens enestående Stadthalle var en fremragende arena for den 60. udgave af konkurrencen i 2015, og vi ser i den grad frem til at byde delegationer, kunstnere og fans velkommen tilbage næste maj, når verdens største live-musikbegivenhed fejrer 70 fantastiske år med sloganet "United by Music", siger Martin Green, direktør for Eurovision, i pressemeddelelsen.

De danske fans kommer til at krydse fingre for, at 2026 bliver året, hvor Danmark er tilbage i topform til sangkonkurrencen.

I 2025-versionen brød Sissal med sin sang "Hallucination" en dansk tørke, hvor man siden 2019 ikke var gået videre fra semifinalerne.

Det blev dog kun til en 23.-plads i Basel for den danske deltager.

Hvem der skal forsøge at gå hele vejen i Wien næste år, vil blive afgjort 14. februar.

Her løber Dansk Melodi Grand Prix af stablen i Arena Nord i Frederikshavn. Vinderen af den danske sangkonkurrence går videre til den større internationale konkurrence.

Læs Mere >>

Fredensborg, 20/08/2025 - 08:46

Dronning Mary overrasker i populært DR-program

- Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg ville deltage i et program om haver, lyder det fra dronning Mary, der medvirker i en særudgave af "Søren Vesters have".

I en særudgave af DR-programmet "Søren Vesters have" åbner dronning Mary havelågen til den private del af de grønne områder, der omkranser Fredensborg Slot i Nordsjælland.

Det afslører kongehuset i et opslag delt på det sociale medie Instagram.

- Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg ville deltage i et program om haver, lyder det fra dronning Mary i opslaget.

- Min viden om haver er på et spirende niveau og blev vakt til live, efter vi anlagde en lille vild have i Fredensborg.

En vild have er en have, hvor man bevidst lader naturen fylde mere frem for at klippe til og trimme.

Det er med til at fremme biodiversiteten.

Det har dronning Mary også bemærket, siger hun til Søren Vester i programmet.

- Det er et pragtfuldt hjem for rigtig mange insekter, biller og svampe.

Søren Vester kalder over for DR kongehuset for rollemodeller.

- Bare se på deres gamle bygninger. Kongehuset står jo på skuldrene af, at man har bevaret ting, og det er noget af det, vi skal lære af, siger han til public service-stationen.

Søren Vester er blevet inspireret af besøget på Fredensborg Slot og vil tage en idé med hjem til Thise i Midtjylland i sin egen have, som danner rammen om hans haveprogrammer.

- Dronningen og kongen har et kæmpestort egetræ fyldt med efeu opad, hvilket er vanvittigt flot. Det er en slyngplante, og når den blomstrer, er den virkelig god for biodiversiteten også. Der har du hele paraden af insekter, siger Søren Vester til DR.

"Søren Vesters have - Biodiversitet og slotshaver" kan ses på DRTV og sendes på DR1 onsdag aften 20. august klokken 20.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/08/2025 - 08:00

FAKTA: Pensioner arves efter andre regler

* Selv om I har taget hånd om arven og lavet et testamente, skal I være opmærksomme på, at pensioner ikke hører med her. De har nemlig deres helt egne regler.

* Som udgangspunkt arves pensioner af nærmeste pårørende, hvilket i første omgang vil sige ægtefælle.

* Da pensioner ikke medregnes i arven, kan det også give en skæv fordeling i den sammenbragte familie, da nogle kan have arvet pensioner, der ikke tæller med i fordelingen af formuen.

* Derfor kan det være en idé at notere i et testamente, at hvis børnene har fået udbetalt noget fra pensioner, så skal det medregnes i arvens fordeling.

Kilde: chefjurist i den juridiske rådgivningsvirksomhed Replik Katrine Lindegaard Pedersen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/08/2025 - 08:00

Arveregler skabt til kernefamilien: Her kan andre komme i klemme

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke tager aktivt stilling, kan arven risikere at ende i uventede hænder.

Det virker ganske naturligt: Når du engang ikke er her længere, skal dine børn arve dig.

Men i den sammenbragte familie er det særligt vigtigt, at du får det hele nedfældet på papir, for ellers kan du faktisk risikere, at din arv ender i lommerne på nogle andre.

Hvordan nu det? Det kan chefjurist i den juridiske rådgivningsvirksomhed Replik Katrine Lindgaard Pedersen forklare.

- Rammerne for reglerne i arveloven er lavet til den traditionelle kernefamilie, siger chefjuristen og fortsætter:

- Det kan give problemer for sammenbragte familier, altså folk, der har dine og mine børn fra tidligere. Men også for regnbuefamilier, enlige med og uden børn og familier, hvor man ikke er gift med hinanden.

I de konstellationer, der falder uden for opskriften far og mor, som er gift og har børn, skal man altså være særligt opmærksom på at få sikret hinanden på den ønskede måde.

I henhold til arveloven arver stedbørn ikke automatisk.

Der er også regler for, hvordan formuen fordeles, hvis parterne har særbørn, altså børn hver især.

- Hvis ikke man laver et testamente i de sammenbragte familiekonstellationer, så risikerer man en stor skævvridning mellem børnene, alt efter hvem der dør først eller sidst, siger Katrine Lindegaard Pedersen.

Tager man et ægtepar, som begge har børn fra tidligere, så er der en indbygget skævhed i fordelingen af arven - medmindre man sidder i uskiftet bo.

Den af parterne, der går bort først, efterlader sig som udgangspunkt 25 procent af arven til sine børn. Mens den længstlevende efterlader sig 75 procent af arven til sine børn.

- Hvis man skal tage skræmmeeksemplet, så er det et ægtepar, der hver har et barn fra tidligere, der er ude at køre, mister herredømmet over bilen og ender med at køre galt. Manden dør på stedet, og konen bliver kørt til sygehuset og dør en time efter ulykken.

- Når parret ikke dør samtidig, så betragter man det, som om der er sket et skifte. Så står barnet til manden, der dør på stedet, og får 25 procent af formuen, mens barnet til kvinden, der dør en time efter, får 75 procent af formuen, forklarer hun.

Derfor er hendes klokkeklare råd at få lavet et testamente, så jeres ønsker står sort på hvidt.

Tager man pensioner med ind i billedet, kan skævvridningen blive endnu større.

- Pensioner fødes med en begunstigelse, der hedder nærmeste pårørende - og det betyder ægtefællen først. Har man ikke en ægtefælle, er det ens børn, siger hun.

Vender man tilbage til eksemplet med bilen, der kører galt, vil konen arve mandens pensioner. Når konen så går bort en time senere, er hendes nærmeste pårørende hendes eget barn.

- Så ikke nok med, at der laves en stor skævvridning i forhold til til formuen, så er der også bare en kæmpe skævvridning i forhold til pensionerne, siger Katrine Lindgaard Pedersen.

Pensionerne hører ikke med under arveloven, og de vil derfor heller ikke blive påvirket af, at I skriver et grundigt testamente. Her skal I i stedet tage fat i pensionsselskabet, hvis I ønsker at ændre formuleringen af, hvem der er begunstiget - altså arver den.

- Mange er ikke opmærksomme på det, fordi de kun tænker ud i første led, at de vil sikre ægtefællen, og så passer det jo meget fint med nærmeste pårørende. Man tænker ikke leddet længere ud, altså hvad der skal ske, når begge i ægteparret et væk, forklarer chefjuristen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek