Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Gaza by, 08/09/2026 - 01:28

FN-rapportør frygter tab af beviser ved israelsk oprydning i Gaza

Palæstinensere bør stå bag oprydning for at sikre beviser og bjærge lig under murbrokker, mener FN-rapportør.

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Israelsk involvering i oprydningen i Gaza kan ødelægge værdifulde beviser på forbrydelser mod menneskeheden.

Det siger FN's særlige rapportør for de palæstinensiske områder, Francesca Albanese, mandag i en udtalelse.

- I det ødelagte Gaza er murbrokker ikke bare byggeaffald.

- Det er en del af et gerningssted, en kirkegård og et materielt vidnesbyrd om, hvad der skete i en meningsløs bombekampagne, der varede i to år, siger Francesca Albanese.

FN-rapportøren, der tidligere har fået kritik af blandt andet Tyskland og Frankrig for at være overdrevent kritisk over for Israel, skriver, at flere kilder har bekræftet, at israelske virksomheder er involveret i en oprydning i Gaza.

Hun uddyber ikke, hvem hendes kilder er.

Israel har ikke umiddelbart kommenteret meldingen fra Francesca Albanese.

FN-rapportøren skriver, at palæstinensere bør stå bag alle planer om en oprydning i Gaza for at indsamle beviser, før en fuldstændig oprydning og genopbygning af det krigshærgede område kan gå i gang.

Det skal ifølge Albanese også sikre, at menneskelige rester bjærges og identificeres.

Israels offensiv i Gaza har ifølge FN skabt omkring 61 millioner ton murbrokker og affald. Vurderingen er, at oprydningen vil tage omkring syv år.

Den israelske offensiv begyndte, efter at den militante palæstinensiske gruppe Hamas i oktober 2023 angreb Israel. I en række angreb blev 1200 personer dræbt, mens 251 blev taget som gidsler.

Mere end 73.000 palæstinensere er ifølge palæstinensiske myndigheder blevet dræbt under konflikten. De vurderer, at der derudover ligger mere end 8000 personer begravet under murbrokker.

Francesca Albanese fik i februar kritik af Tyskland, Frankrig og Italien, der fordømte udtalelser fra FN-rapportøren om Israel.

Den italienskfødte FN-rapportør blev allerede sidste år underlagt amerikanske sanktioner.

Det skete, efter at Albanese havde anbefalet, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) rejste sager om krigsforbrydelser mod israelske og amerikanske statsborgere.

Hun har flere gange udtalt, at Israels handlinger kan defineres som folkedrab.

FN's særlige rapportører er udpeget af FN's Menneskerettighedsråd til at dokumentere og overvåge menneskerettighedskriser. De er uafhængige og taler derfor ikke på vegne af FN.

RITZAU/Reuters

TjekDet - faktatjek