Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 20/07/2026 - 14:23

Burnham lover briterne økonomisk pusterum i første tale i Downing Street

Som ny premierminister vil Andy Burnham have fokus på briternes leveomkostninger og arbejdsløshed.

Af: /ritzau/

Briterne har brug for større økonomisk albuerum, og det skal en ny britisk regering være med til at give dem.

Det siger Storbritanniens nytiltrådte premierminister, Andy Burnham, i sin første tale uden for Downing Street 10 i London, skriver The Guardian og BBC.

- Senere i år vil jeg fremlægge en ny plan for Storbritannien, en tiårsplan, der viser en vej, fra hvor vi er nu, til hvor jeg mener, vi alle ønsker, at Storbritannien skal være, uanset hvor vi kommer fra, uanset hvilket parti vi støtter, siger Andy Burnham og fortsætter:

- Men jeg kan gøre noget for at give folk et pusterum nu, noget hjælp med leveomkostningerne. Og jeg vil fremlægge nogle af de tiltag fra i morgen - herunder hvordan vi skal finansiere dem.

Burnham blev tidligere på eftermiddagen taget i ed af kong Charles som ny premierminister for Storbritannien.

Han efterfølger Keir Starmer både som premierminister og som leder af arbejderpartiet Labour.

Blandt Burnhams konkrete politiske mål er at få flere unge i arbejde.

- Vi vil hjælpe flere unge mennesker i arbejde ved at ændre uddannelsessystemet og give dem mere støtte, mere hjælp til deres mentale helbred, og vi vil bygge flere almene boliger, siger Burnham.

Som ny premierminister skal han danne en ny regering. Keir Starmers regering er opløst som en konsekvens af, at Starmer er trådt tilbage.

RITZAU

TjekDet - faktatjek