Esbjerg, 25/04/2025 - 11:36
Kommune betaler bøde efter børns datasikkerhed var i fare
I 2022 blev flere bærbare computere stjålet fra Vejen Kommune, som nu betaler bøde for brud på datasikkerhed.
Af: /ritzau/
I en årrække brugte kommunale skoler i Vejen bærbare computere, som ikke var krypteret, og børn risikerede dermed, at andre kunne få adgang til deres personlige oplysninger.
Sagen er nu sluttet ved Retten i Esbjerg, hvor Vejen Kommune tirsdag vedtog en bøde på 200.000 kroner for brud på GDPR-reglerne.
Cirka 300 bærbare pædagogiske computere var ikke krypteret.
Der skete også et sikkerhedsbrud, da fem af computerne i oktober 2022 blev stjålet fra uaflåste lokaler på Østerbyskolen, fremgår det af anklageskriftet mod kommunen.
På mindst tre af de stjålne computere blev der behandlet personoplysninger af følsom og fortrolig karakter relateret til mindst 30 elever. Flere af eleverne havde særlige udfordringer og behov.
Allerede inden sagen kom i retten, havde kommunen erkendt, at den skulle betale en bøde.
- Det er Vejen Kommune, der selv har anmeldt bruddet til Datatilsynet i 2022, og vi mente dengang, at vi ikke har håndteret data korrekt på de stjålne pc'er.
- Det mener vi stadig, og derfor har vi valgt at betale bøden uden at gå i retten, skrev kommunaldirektør Thomas Reintoft i Vejen Kommune til JydskeVestkysten i april.
Sagen skulle ifølge mediet dog for retten alligevel, da retspraksis på området ikke var tilstrækkeligt fastlagt.
/ritzau/