Sydney, 08/02/2026 - 07:19
Australien vil skærme Israels præsident fra demonstranter
Der er planlagt en march i Sydney, som giver politiet bekymringer under Isaac Herzogs besøg i Australien.
Amir Cohen/Reuters
Af: /ritzau/
Israels præsident, Isaac Herzog, indleder mandag et fire-dages-besøg i den australske storby Sydney for at ære ofrene for skuddrabene i december på den kendte strand Bondi Beach.
Herzog er inviteret af Australiens premierminister, Anthony Albanese, men det er langt fra alle australiere, der er begejstrede over besøget.
Mandag aften er der planlagt en propalæstinensisk march, som skaber en vis bekymring hos de lokale myndigheder i delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger.
Transportminister i New South Wales, John Graham, vil ikke se ballade i gaderne under Herzogs besøg.
- Der vil være demonstrationer - altså dem der er lovlige - men vi ønsker at holde demonstrationerne adskilt fra selve besøget. Det er meget vigtigt for vores by, siger John Graham til det australske medie ABC.
Der er udkommanderet 3000 politibetjente under Herzogs besøg for at sikre ro og orden.
500 betjente vil overvåge den planlagte march, som gruppen Palestine Action Group (PAG), har arrangeret.
Marchen er planlagt til at begynde ved rådhuset i Sydney og slutte ved delstatsparlamentet.
Paul Dunstan, der er leder ved politiet i New South Wales, fortæller til ABC, at politiet presser på for at få PAG til at ændre ruten.
- Jeg er bekymret for området omkring rådhuset, og risikoen for at menneskemængden breder sig ud i andre områder, hvilket kan føre til sammenstød mellem politi og demonstranter.
- Jeg vil bede dem om at overveje at flytte det, siger Dunstan til mediet.
Lokalregeringen i New South Wales vil under Herzogs besøg give politiet særlige beføjelser i henhold til en lov om store begivenheder - den såkaldte Major Events Act.
Det betyder, at politiet i store dele af Sydney kan bede folk om at fjerne sig, foretage kropsvisitationer og lukke specifikke områder ned. Folk, der ikke adlyder, risikerer en bøde på godt 24.000 kroner.
I en udtalelse på sociale medier skriver PAG, at New South Wales bruger loven til at undertrykke lovlige politiske protester under Herzogs besøg.
Tidligt mandag vil PAG indbringe delstatens brug af Major Events Act for en domstol, skriver ABC.
Isaac Herzog skal under besøget mødes med familiemedlemmer til ofrene for skyderiet ved Bondi Beach. 15 personer mistede livet, da de blev beskudt under et jødisk Hanukkah-arrangement ved stranden.
Israels præsident skal desuden mødes med medlemmer af det jødiske samfund i Australien.
/ritzau/




